Han har en attraktiv uddannelse, som flere af landets største virksomheder er vilde med.
Men efter 14 måneder og omkring 400 ansøgninger er det endnu ikke blevet til et job.
Det går naturligvis 29-årige Ways Afriday fra Aarhus ganske meget på.
I sommeren 2018 kunne han fejre, at han havde fået sin kandidatgrad i Biomedicin, der potentielt kan lande ham jobs hos giganter som Novo Nordisk og Lundbeck.
Men sådan er det bare ikke gået.
Ways Afriday er efterhånden ved at være godt træt af situationen. Derfor besluttede han sig torsdag for at gøre noget usædvanligt.
Han beskrev sin triste situation på Facebook.
»Efter jeg blev færdig, søgte jeg vel en eller to stillinger om ugen. Men det virkede ikke. Så på det seneste har jeg optrappet det gevaldigt og sender mindst en om dagen. Det er blevet til omkring 400 efterhånden, men kun en samtale,« forklarer Ways Afriday til B.T.
I begyndelsen målrettede han sine ansøgninger til job, der passede perfekt til uddannelsen.
Men han har måttet kigge lidt længere ud, da ingen af ansøgningerne har båret frugt.
Har du været til nogle samtaler efter mere end 400 ansøgninger?
»Jeg har været til en enkelt, som en ven foreslog. Det var dog mere et teknisk job, og de mente, at jeg var for akademisk, så jeg fik det ikke.«
I hans lange og udmattende jobjagt, som han selv beskriver som »demotiverende«, har han naturligvis også været forbi jobcenteret i Aarhus, hvor han nu bor.
Her fik han dog et råd, han slet ikke havde behov for.
»Jeg fik at vide, at jeg burde tage et job som taxachauffør, i en kiosk eller i et pizzaria, indtil jeg kan få et job inden for biomedicin. Og det gør mig ked af det og skuffet, for jeg vil ikke bare gøre det, folk tror, indvandrere gør, når nu jeg har taget en fem-årig uddannelse,« siger Ways Afriday, der kom til Danmark som seks-årig fra Afghanistan med sine forældre.
»Mange af mine venner har også spurgt mig, om jeg ikke bare skulle få mig et job i stedet for at tage en lang uddannelse, men jeg har netop uddannet mig for at hjælpe andre og blive et forbillede for andre unge med indvandrerbaggrund,« uddyber han.
Han har ikke umiddelbart fået nogen begrundelse for de mange afslag. Ofte er det et standardsvar, han får tilbage. Derfor er de små opture, han oplever i sin jobjagt, også gået hen og blevet noget så simpelt som en personlig afvisning.
»Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke kommer til samtaler, men jeg tror, virksomhederne får rigtig mange ansøgninger. Og så har jeg bare ikke været heldig endnu,« siger han.
Han fortsætter sin jagt på et job, der passer uddannelsen. Men desperationen er så småt ved at sætte ind.
»For et halvt år siden havde jeg uden tvivl sagt nej til et job i Netto eller Føtex. Men nu har jeg kun 10 måneders dagpenge tilbage, så det er ved at være noget andet,« siger han.
