Er du en af dem, der har haft succes med at smide nogle kilo, blot for at tage de selvsamme kilo på igen?

Det kan være svært nok at indfri sine mål for et vægttab, men at bevare den nye vægt kan være mindst lige så svært.

Men nu har ny forskning måske fundet nøglen til et varigt vægttab.

Det videnskabelige studie, som du kan læse mere om her, er lavet af forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital, og det viser, at moderat motion og træning kombineret med fedmemedicin giver positive resultater.

(Arkiv)
(Arkiv) Foto: CARINA HECKSCHER
Vis mere

Effekten er dobbelt så god som ved enkeltbehandlingerne. Og det er det, som har fået flere medier, herunder det anerkendte medicinske tidsskrift New England Journal of Medicine, til at fremhæve studiet.

Professor Signe Sørensen Torekov, der har ledet forskningsprojektet, fortæller, at der hidtil ikke har været forsket særlig meget i varige vægttab. Derfor bringer det nye studie ny viden på bordet om tiden efter vægttabet.

Forskning har tidligere peget på, at det blot er fem til 15 procent, der formår at holde den nye vægt fem år senere. Og det kan der være flere forskellige biologiske årsager til.

Når man taber sig, mindskes de appetithæmmende hormoner, og det gør, at hjernen signalerer, at man er sulten. Samtidig nedsætter kroppen ens energiforbrug. Det er to af de urprocesser, der får mange til at spise mere efter vægttabet, så vægten igen ryger op.

Men ved at kombinere regelmæssig motion med fedmemedicinen kompenseres behovene:

»Jeg synes, at resultaterne er positive, fordi vi adresserer, at man naturligt tager på igen på grund af øget appetit og nedsat energiforbrug efter vægttab. I dette studie angriber vi den biologiske proces fra to forskellige sider.«

»Ved kombibehandling har man alle de gode sammenlagte sundhedseffekter som ved hvert enkelt af dem,« fortæller hun og uddyber, at der foruden et varigt vægttab er tale om øget livskvalitet, øget kondital, solid muskelmasse og nedsat blodsukker.

Henrik Duer. (Arkiv)
Henrik Duer. (Arkiv) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Henrik Duer er træningsfysiolog og har i mange år beskæftiget sig med vægttab med særligt fokus på varige vægttab.

Han ser med positive øjne på studiet, men har alligevel to forbehold.

»Hvad sker der efter de 52 uger, når de skal klare sig selv og ikke er på medicin mere? Og hvis forskellen på træning og træning plus medicin 'blot' er fem kilo, er det så den bedste investering?« spørger han og hentyder til omkostningerne ved at være på medicin i et år.

»Jeg er ikke jublende og tænker heller ikke, at forskere har fundet hemmeligheden til at udrydde vægtproblemer. Men kigger man på, hvad der ellers er af vægttabsstudier, så er det flotte resultater, og det er fint, at de kan holde vægttabet.«

Netop pointen om, at studiet kun er baseret på ét år, og at man risikerer at tage på igen, når man stopper med at tage medicinen, kan Signe Sørensen Torekov godt sætte sig ind i:

»Helt sikkert. Jeg anser fedme for en kronisk sygdom, og har man først en høj vægt, og taber man sig, vil jeg formode, at den strategi, man har for at bevare vægttabet, skal bevares mange år frem. Fjerner man behandlingsmetoden, formoder jeg, at man tager på igen. Man skal lave en strategi for svær overvægt mange år frem – måske for resten af livet.«

Og er medicinen så overhovedet investeringen værd?

»Det skal være en individuel vurdering, man laver med sin læge. Med træningsprogrammet fik man et sundt og godt vægttab, og lægger man medicinen oveni, var effekten dobbelt så stor i forhold til fedttabet. Men man skal også tage højde for, hvad vægttabet består af. Et sundt vægttab er, hvor man taber fedt, men vedligeholder eller øger muskelmassen,« siger hun.

Har man ikke mulighed for at få medicin mod overvægt, eller ønsker man blot at holde sig fra det, er der andre veje til et varigt vægttab, forklarer Henrik Duer.

Det kræver en livsstilsændring, at man holder et løbende fokus på ens mentale bevidsthed, og så er motionen også svær at komme uden om:

»Man kan sammenligne det med en fodboldkamp. 1. halvleg er vægttabet, mens 2. halvleg er at holde vægten,« siger han og fortsætter:

»Dukker man op uden en strategi i anden halvleg, ryger det i vasken. De fleste taber kampen i anden halvleg, så det er sindssygt vigtigt, at man bliver på banen så længe som muligt.«