Som journalist skal man ikke være for fin til at referere sine kollegers arbejde.
Især ikke hvis de som Weekendavisens usædvanligt dygtige Leny Malacinski med en detektivs næse for at opklare en gåde, sætter sig for at finde ud, hvorfor en 35-40-årig mand af dansk udseende halvandet år efter sin død stadig ligger uidentificeret i en køleboks.
Historien begynder den 11. marts 2019.
Et IC3-tog er på vej fra København mod Sorø.
Pludselig træder en mand ud fra træerne og ind på skinnerne. Klokken er 16.53. Personpåkørsel, lyder meldingen til brandvæsenets indsatsleder Louise Kristensen.
500 meter fra Sorø-station finder hun sammen med ambulancereddere og en læge, der tilfældigvis var med toget, en skikkelse i græsset. Ubevægelig. Nøgen. Død.
Trods mødet med toget er liget ikke maltrakteret. Udover læsioner i baghovedet og skader på den ene hånd og fod, er manden i det store hele intakt. Han så fredfyldt ud, husker Louise Kristensen.
Leny Malacinski opsøger politiet i Slagelse. For hvem dør uden at blive meldt savnet?
Ingen har henvendt sig. Ingen forældre. Ingen udlejer, der undrer sig sig over en manglende betaling.
Sagen blev egentlig henlagt for ikke så længe siden. Men ved en fejl udsendte politiet i juni gamle efterlysninger på sociale medier. Deriblandt en om den uidentificerede mand.
»Så begyndte pressen at ringe, det gjorde du jo også. Vi kan håbe, at det giver noget,« siger politikommissær Tom Stysiek fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til Leny Malacinski
Manden har ikke nogen dødsattest, som er velfærdsdanmarks officielle verificering af en persons død. Og uden dødsattest kan man ikke blive udleveret til pårørende – eller en bedemand.
Manden trådte ud på skinnerne lige så nøgen, som han blev født. I hans få ejendele, der blev fundet i skoven ved banelegemet, var der intet, der kunne identificere ham. Intet sundhedskort. Intet NemId.
Heller ikke mandens tænder kunne ikke bruges til at opklare mysteriet, da der ikke findes et centralt register over tandsæt.
Manden efterlod sig kun en blå t-shirt påtrykt 'The Beatles', et par blå jeans med et bælte og mørkeblå underbukser. To hættetrøjer. Den ene blå, sort og hvid. Den anden helt sort. Og et par løbesko. Ingen strømper.
Heller ikke søgninger i politiets registre med fingeraftryk og dna gav noget. Psykiatriske afdelinger og hjemløse-enheder er blevet kontaktet. Men nej, de savnede heller ikke nogen.
Mandens tatoveringer gav heller ingen svar ud over, at de sandsynliggjorde, at der er tale om en dansk mand, da en af tatoveringer lyder ‘Lev dit liv.’
Leny Malacinski sætter sig for at forfølge tatoveringssporet.
Manden har tre andre tatoveringer. Et lille anker på venstre håndled. En lille tekstbid på engelsk: ‘I’m the hero of this story’, som stammer fra den melankolske sang ‘Hero’ fra 2006 af den amerikanske musiker Regina Spektor. Og så en rygtatovering, af et dyr, der er halvt løve, halvt ulv.
Leny Malacinski tager ind til Janni Roest Sørensen, der driver Fair Tattoo i København. Hun viser hendes billeder af tatoveringerne.
Det er ikke en professionel tatovørs værk. Men snarere en hjemmetatovørs, der laver den slags billigt og sjusket, lyder analysen.
»Mest af alt minder det mig om nogle af de typer, jeg voksede op med på Vestegnen. Dem, der sad på bænken og drak og ikke blev til noget,« siger Janni Roest Sørensen til Leny Malacinski
Der er altså efter alt at dømme tale om en melankolsk anlagt hjemløs.
Det kan altså lade sig gøre at gå under radaren og alverdens velfærdsregistreringer, hvis man ønsker det, og ikke en gang modtager kontanthjælp.
Leny Malacinski fik ikke identificeret manden. Men hun fik blotlagt, at der findes eksistenser her i landet, som lever en skyggetilværelse så langt fra moder Velfærdsdanmarks lune favntag, at man kan ligge i en køleboks i over halvandet år uden at kunne blive begravet, fordi man ikke har et cpr-nummer.
Kort før sin deadline laver Leny Malacinski et sidste opkald. Det er Tom Stysiek fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, der tager telefonen.
»Vi har besluttet at afvente, om den seneste presseomtale giver noget, og så er vi klar til at iværksætte begravelsen, sandsynligvis i efteråret.«
Til den tid vil manden blive lagt i jorden med et cpr-nummer med en blanding af bogstaver og tal.
Som Leny Malacinski skriver: ‘I velfærdsstaten går ingen uregistreret i graven’.
