En pige på blot ni år fik sig en ganske ubehagelig overraskelse, da hun modtog en sms, der skulle være sendt til en anden.

I beskeden stod der nemlig, at hun skulle huske sin aftale den 12. februar klokken 8.15 på kræftambulatoriet.

Det fortæller pigens mor, Lise Lønstrup, fra Horsens til JydskeVestkysten.

»Hun blev meget, meget forskrækket. 'Har jeg kræft, mor?' spurgte hun. Jeg måtte bruge tid på at berolige hende,« fortæller moderen, der efterfølgende kontaktede Sygehus Sønderjylland for at gøre dem opmærksom på fejlen.

Det var ikke første gang, at pigen havde modtaget en besked, der skulle være sendt til en ukendt person i Sønderborg Kommune, som tilsyneladende har registreret sig med det forkerte telefonnummer.

Det var heller ikke den sidste.

Også Sønderborg Kommune og Skattestyrelsen har sendt hende beskeder og bedt hende tjekke nye breve i sin e-Boks.

Til JydskeVestkysten fortæller Lise Lønstrup, at hun nu kæmper for at få myndighederne til at rette fejlen - men ifølge hende har de ikke været synderligt villige til at gøre noget ved det. I stedet forklarer hun, at familien er blevet opfordret til at skifte datterens telefonnummer.

Hun er derfor bekymret for, om den person, der skulle modtage beskederne, går rundt uden at få udredt en mulig kræftsygdom i tide.

JydskeVestkysten har henvendt sig til Sygehus Sønderjylland, som oplyser, at man nu har sat gang i en efterforskning af, hvordan fejlen kunne ske.

Samtidig har sygehuset kontaktet e-Boks, da fejlen sandsynligvis er opstået, fordi en person har skiftet telefonnummer og har glemt at opdatere oplysningerne derinde.

Hos e-Boks forklarer den presseansvarlige, Susanne Wolff, at den patient, der skulle have modtaget sms-beskederne, højst sandsynligt har modtaget de dokumenter, vedkommende skulle have, da de er afsendt korrekt til personen via e-Boks.