Indtil nu har virksomheden Smartbox afvist at udbetale værdien af gavekortbokse, selvom kunder har bedt om det.
Men ikke længere.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Nu vil Smartbox nemlig udbetale værdien af deres elektroniske gavekortbokse til de forbrugere, der anmoder om det.
Det sker på baggrund af, at Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for Smartbox Group, at forbrugere har ret til at få udbetalt værdien af elektroniske gavekort.
I alt har Forbrugerombudsmanden modtaget 32 klager fra forbrugere, hvor Smartbox har afvist at udbetale værdien.
Men ifølge Forbrugerombudsmanden har forbrugerne ret til at få udbetalt værdien af elektroniske gavekort efter reglerne i betalingsloven.
»Forbrugerne er godt stillet ved køb af elektroniske gavekort. Det følger af loven, at forbrugere kan kræve elektroniske gavekort udbetalt op til et år efter udløb af gavekortenes gyldighedsperiode,« forklarer Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Udover at ville udbetale værdien til de forbrugere, der anmoder om det, vil Smartbox også udbetale værdien til de klagere, som Forbrugerombudsmanden har modtaget henvendelser fra, og til forbrugere, som Smartbox har afvist at udbetale til gennem de seneste tre år – medmindre de på anden vis er blevet godtgjort, oplyses det.
Er du omfattet af det? Så kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du vil have udbetalt værdien af din gavekortboks, på Forbrugerombudsmandens hjemmeside lige HER.

