»Hvorfor flager de i dag?«
Den type spørgsmål kan meget vel have fundet sted på Vesterbro i Aalborg.
Her er Dannebrog nemlig torsdag hejst i adskillige flagstænger – på strækningen fra Limfjordsbroen til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).
Det er dog hverken tale om en markering af en royal fødselsdag, en historisk begivenhed eller en helligdag. Forklaringen skal i stedet findes i et større event hos netop AKKC.
De har lige nu besøg af bagere, slagtere og mejerister samt folk fra sukker- og chokoladeindustrien samt tobaksindustrien.
Eller i hvert fald besøg fra organisationen bag: Fødevareforbundet NNF, som organiserer ansatte inden for de nævnte brancher.
500 mennesker fra hele landet er samlet til organisationens ordinære kongres. Men hvorfor så hejse flagene for det?
»Det er noget, som Aalborg Kommune gør for at byde velkommen til kongresser og store messer. Som en tak for, at de har valgt at placere deres store arrangement i byen,« siger Susanne Kabel, pressechef hos AKKC.
Selvom arrangementet foregår hos AKKC, så finansierer og udfører Aalborg Kommune altså hejsningen af flagene. Og det mener pressechefen hænger godt sammen:
»For det er godt for byens økonomi, når 500 mennesker skal ud og spise på restauranter og indlogeres på hoteller,« siger hun.
Og flagene er bestemt ikke bare et jubelidiotisk tiltag. De har faktisk en indflydelse på deltagerne ved messerne og kongresserne.
»Det er en del af Nordjyllands profil, at når folk udefra kommer hertil, så føler de sig velkomne. Det understøtter vi med flagene,« siger Susanne Kabel og fortsætter:
»Noget af det, vi scorer højt på, når vi får evalueringer ind fra mødearrangørerne, det er, at vi nordjyder virker meget åbne,« forklarer pressechefen.
Udover de mange hejste Dannebrogsflag sender AKKC også beskeder ud til taxafirmaer, hoteller og Aalborg Lufthavn, når der er større events i byen. På den måde hjælper de med at klæde resten af byen på til en stor begivenhed.
Flagene på Vesterbro hejses i forbindelse med kongresser og større messer i Aalborg. Og det er en gylden regel, at de hejses på førstedagen, hvor deltagerne ankommer. Og kun den ene dag.
Seneste eksempel på en »eventflagdag« var forleden, da Socialdemokratiet afholdte sin årlige kongres i byen.