Hvis du føler dig lidt ekstra frisk og veludhvilet, når du vågner søndag morgen, vil det ikke være så underligt endda.

Du får nemlig en hel ekstra time til at sove længe i natten til søndag.

Det skyldes, at vores normaltid – som 'vintertid' også kaldes – er ved at være over os igen, og viserne på urene skal derfor drejes en time tilbage.

Det sker klokken 03.00 natten til søndag, så viserne i stedet viser 02.00.

Det gør derfor søndag til årets længste dag på ikke mindre end 25 timer.

Ændringen fra den nuværende 'sommertid' til 'vintertid' gør det tidligere lyst om morgenen og tilsvarende mørkere om aftenen.

Hvis du søndag morgen kommer i tvivl og ikke kan huske, om det nu er frem eller tilbage, urene skal stilles, så bruger mange en nem huskeregel: Urene skal samme vej som havemøblerne.

Så når sommertiden slutter, skal urene en time tilbage, ligesom havemøblerne skal tilbage i skuret. Når sommertiden begynder igen til marts, skal urene og havemøblerne frem.

I Danmark er 'vintertid' vores normaltid. Sommertiden blev implementeret som en måde at spare energi på. Pointen var, at man skulle udnytte de lyse sommeraftener og på den måde spare strøm.

De seneste år har der dog været store diskussioner om at afskaffe sommer- og vintertid, så man i stedet skal gå over til et tidssystem med én fast helårstid i EU-landene.

Der er dog endnu ikke sket mærkbare fremskridt i forhandlingerne mellem EU-landene, hvilket blandt andet skyldes, at medlemslandene ikke er blevet enige om en fælles holdning til, hvilket tidssystem som skal erstatte det nuværende.