I 30 år har Pokémon-kort været et af verdens mest populære samleobjekter, og hvis man tager alle godt 75 milliarder kort, der er produceret, og lægger dem side om side, vil de nå til månen og tilbage.
Otte gange.
Og nogle af de populære samlekort kan tilmed gøre ejeren millionær med et snuptag.
Tidligere i februar blev ét enkelt kort solgt på auktion for svimlende 103,8 millioner kroner.
Derfor kan du sidde på en reel guldmine, hvis du stadig har dine Pokémon-kort og har passet godt på dem i årenes løb, skriver CNN.
Nogle bruger ligefrem kortene som en investering.
Byttemarkedet for Pokémon-kort er eksploderet i løbet af kortenes hidtil 30-årige eksistens, og det giver både auktioner med megabeløb under hammeren og væbnede røverier af butikker, der sælger kortene.
Herhjemme i Danmark er hypen ingenlunde væk.
På genbrugsplatformen Tradera, der dækker Danmark og Sverige blandt flere andre europæiske lande, skifter Pokémon-kort i gennemsnit hænder hvert 30. sekund.
I 2025 blev der handlet Pokémon-kort for omkring 98 millioner kroner på Tradera, oplyser firmaet i en pressemeddelelse.
Det astronomisk dyre kort, der kostede 103,8 millioner kroner, blev i øvrigt solgt af internetpersonligheden Logan Paul til A.J. Scaramucci, der er søn af den tidligere kommunikationschef i Det Hvide Hus Anthony Scaramucci.
