Mangler du 3. stik mod covid-19? Så kan det godt være, du skal forberede dig på at sidde i telefonkø.

Region Midtjylland oplyser nemlig, at der er ekstraordinært mange, der ringer til deres bookingtelefon.

Det betyder derfor, at telefonkøen er fuld, og mange derfor ringer forgæves.

Region Midtjylland anerkender, at det kan være frustrerende at ringe forgæves, og de beklager derfor generne.

Der er dog håb forude.

Region Midtjylland har indkaldt ekstra personale til at tage imod de mange opkald.

De opfordrer samtidig til, at man kun benytter bookingtelefonen, hvis man ikke har et NemID.

Alle andre inviterede kan nemlig booke tid via www.vacciner.dk. Her vil der også løbende blive lagt nye tider ud.

Region Midtjylland opfordrer desuden til, at man husker på, at det for størstedelen ikke har betydning for vaccinens dækning, hvis man ikke får en tid lige her og nu.

De tidligere vacciner virker nemlig stadig, og effekten aftager kun gradvist.

Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at man får 3. stik senest 9 måneder efter, man har fået 2. stik.