Hånddesinfektion eller den mere mundrette vending håndsprit er noget af det mest omtalte i denne periode, hvor coronavirusset tester den danske befolkning.

Men nu viser det sig, at det ikke er alle produkter af den slags, hvorpå man kan stole på effekten.

Der er nemlig en håndsprit, der er blevet solgt i Matas, T. Hansen og Spar-butikker, som nu bliver tilbagekaldt. Det skriver TV SYD.

Det er Miljøstyrelsen, der har valgt at tilbagetrække produktet efter et kontrolbesøg hos virksomheden Nowocoat, der producerer varen. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

'Nowocoat A/S har ikke fremsendt en fyldestgørende dokumentation for, at produktet Hånddesinfektion PR. nr. 4263343 er virksomt over for bakterier og vira,' siger Kim Holm Boesen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

TV MIDTVEST skriver, at Rema 100 allerede har fjernet produktet fra deres butikker, og at det heller ikke længere er muligt at købe det fra Matas’ webbutik.

Føtex, Bilka og Netto har også solgt produktet, men de valgte at fjerne det allerede, da det blev muligt at købe almindelig håndsprit.

Alle produkter af den type, der er blevet solgt inden for det seneste år, bliver nu tilbagekaldt.