Har begået brøler efter brøler: Nu kan Stine Bosse måske få et wildcard til en ministerpost
»Hun har haft nogle skæverter for at sige det mildt,« lyder det fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Hun har haft nogle skæverter for at sige det mildt,« lyder det fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

Hun var kendt som en fremtrædende erhvervskvinde, inden hun trådte ind i politik.
Men i løbet af sin politiske karriere er hun blevet kendt for en række brølere - især på sociale medier.
Senest har B.T. beskrevet, at Stine Bosse givet udtryk for, at attentatforsøget mod Donald Trump under præsidentvalgkampen i 2024 var »iscenesat«.
Senere tog hun afstand fra det opslag på det sociale medie X, hvor hun gav udtryk for dette.
Derudover er Stine Bosse også tidligere kommet galt af sted med udtalelser og opslag om kvoteflygtninge, Ungarn og Jørgen Leth, som hun ligeledes har måttet trække tilbage eller undskylde for.
Derfor er Moderaternes medlem af Europa-Parlamentet, Stine Bosse, da heller ikke ligefrem et sikkert ministerkort for Lars Løkke Rasmussen, når han i disse dage sidder i regeringsforhandlinger.

Men når puslespillet skal lægges, og ministerposterne fordeles, kan hun alligevel komme i spil.
»Stine Bosse er et friskt bud på en kommende minister, men jeg kan godt se, at det har noget for sig,« siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Han peger især på, at Lars Løkke Rasmussens søn, Bergur, vil overtage posten i Europa-Parlamentet, hvis Stine Bosse rykker til Danmark for at blive minister.
»Dog vil jeg alligevel blive overrasket, hvis det sker. Hun har haft nogle skæverter for at sige det mildt. En ting er at begå den slags skæverter som medlem af Europa-Parlamentet, men det er noget helt andet at begå dem som minister,« siger Joachim B. Olsen.
Hvis Stine Bosse skulle blive minister, vil det ifølge Joachim B. Olsen være mest oplagt, at hun blev erhvervsminister grundet hendes erhvervsmæssige baggrund.
I disse dage forhandlinger fungerende statsminister og kongelig undersøger Mette Frederiksen med SF, Moderaterne og Radikale om at danne en centrumvenstreregering.
Joachim B. Olsen har tidligere givet sin vurdering af, hvilke øvrige politikere, der kan forventes at sætte sig på de tunge ministerposter i en kommende ny S-SF-M-RV-regering.
Det kan du læse mere om i artiklen herunder.