»Jeg er pissed på Arla. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de kan være det bekendt. 160 kroner for et kilo smør? Det er sgu ikke i orden.«
Ordene kommer fra den 63-årige it-specialist Hans Schou, som er mildt sagt forbløffet over smørpriserne herhjemme.
Derfor har han indført et drastisk tiltag, som sparer ham og hans familie på seks mange penge hver måned.
»Vi sparer enormt mange penge ved at gøre det på den her måde i stedet for at købe dyrt smør i Danmark,« siger Hans Schou til B.T.
B.T. har afdækket, hvordan de stigende fødevarepriser får mange danskere til at søge mod grænsen efter billigere alternativer. Særligt smørprisen er stukket helt af med en stigning på 44,5 procent – noget, Hans Schou og hustruen tydeligt kan mærke.
Derfor kører de et par gange om året fra deres hjem i Sønderborg ned over grænsen til Tyskland, hvor de køber 10 kilo smør – svarende til 40 pakker – ad gangen.

»Der er cirka 30 kilometer hver vej, så det er ikke særlig lang tid, vi bruger på det,« siger han.
Det er dog ikke i grænsebutikker som Fleggaard og Calle, man finder de bedste priser på smør, lyder det fra Hans Schou.
Skal man for alvor mærke besparelsen, skal man såmænd bare køre til en ganske almindelig Aldi i Tyskland.
Her sælger butikken nemlig let saltet smør af mærket Milsani til en fast lav pris på 1,29 euros pakken – hvilket svarer til 9,5 danske kroner. Og det er vel at mærke pakker med 250 gram smør modsat Danmark, hvor man for det meste får 200 gram.
»Det smager akkurat af det samme som en dansk Lurpak. Jeg kan godt sige dig, at hvis det ikke gjorde det, så ville min kone brokke sig. Og det er altså ikke tilfældet,« siger Hans Schou.
For familien betyder smør-'hacket', at der er råd til lidt større julegaver.
For ifølge Hans Schous beregninger, så sparer familien med sit nuværende smørforbrug godt 6000 kroner årligt ved at købe smør på den her måde.
»Når besparelsen er så stor, så gider man godt køre til Tyskland seks-syv gange om året,« siger han og tilføjer:
»Og hvis man kan kombinerer det med en tur til Fleggaard, Calles eller noget tredje, hvor man kan købe andet billigt ind, så giver det en markant besparelse.«
B.T. har forholdt Arla Hans Schous kritik. De har ikke ønsket at kommentere.
