Ligesom en fjer kan blive til fem høns, kan en billig kniv til 26 kroner blive til en bøde på 3.000 kroner og fratagelse af et næsten 60 år gammelt jagttegn.

Det må 80-årige Hans-Jørgen Kruse sande, efter han prøvede at overraske sit barnebarn med en såkaldt halskniv.

Det lyder som en upassende gave til en 11-årig dreng, men ikke desto mindre er det 'normalt', hvis man kender til det populære computerspil Counter Strike.

Her betaler spillerne i dyre domme for de specielle knive i spillet, og nu er det altså også blevet populært at købe udgaver af disse 'halsknive' i virkeligheden.

Det kostede Hans-Jørgen Kruse dyrt at bestille en lille kniv til sit barnebarn. Her er en anden kniv af plastik, som barnebarnet i forvejen havde.
Det kostede Hans-Jørgen Kruse dyrt at bestille en lille kniv til sit barnebarn. Her er en anden kniv af plastik, som barnebarnet i forvejen havde. Foto: Finn Grahndin
Vis mere

Og sådan en ville Hans-Jørgens barnebarn også have.

»De unge er jo vilde med dem, så dum som jeg er, går jeg ind på nettet og finder den til 26  kroner og bestiller den. Jeg tænkte ikke, at der ville være ret meget kniv i den til den pris,« fortæller Hans-Jørgen til B.T. efter at være stået frem i TV Syd.

Hans-Jørgen tænkte ikke mere over det, da han bestilte kniven fra den gigantiske kinesiske webshop Wish.

Men så gik det galt.

Et par uger efter købet modtog bedstefaren et brev.

Halskniven var blevet snuppet i tolden i Københavns Lufthavn. Ifølge knivloven er sådan en halskniv nemlig ulovlig, og det kostede Hans-Jørgen en bøde på 3.000 kroner.

Hans-Jørgen blev overrasket over bøden, men valgte bare at betale straks.

Det skulle dog blive endnu værre.

Tre måneder senere modtog han nemlig et brev fra Jagttegnskontoret i Holstebro.

I brevet fremgik det, at Hans-Jørgen fik frataget sit jagttegn, fordi han overtrådte knivloven.

Et jagttegn, han har haft i 58 år.

»Så blev jeg sur. Det er helt i skoven, at jeg mister mit jagttegn og skal aflevere mine våben, fordi jeg kommer til at bestille en kniv fra udlandet,« siger Hans-Jørgen.

I brevet fra jagttegnskontoret fremgår det, at der er også er lagt vægt på, at bedstefaren inddrog sit barnebarn i en overtrædelse af knivloven.

Et argument, som Hans-Jørgen finder helt håbløst.

»Det giver ingen mening. Jeg kunne da aldrig drømme om at give mit barnebarn en ulovlig kniv. Hvis jeg vidste det, så havde jeg da aldrig bestilt den,« siger han.

De såkaldte halsknive er ellers et stort fokus for politikredsene.

Her er to halsknive, som Syd- og Sønderjyllands Politi har beslaglagt.
Her er to halsknive, som Syd- og Sønderjyllands Politi har beslaglagt. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Vis mere

Tidligere mandag udsendte Syd- og Sønderjyllands Politi en pressemeddelelse, hvor de netop advarede mod at importere de ulovlige knive.

'I årets første fire måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget hele 96 anmeldelser om import af ulovlige våben, blandt andet knive. Den ulovlige import bliver opdaget i forbindelse med kontrol af post og pakker i Københavns Lufthavn,' står der blandt andet i pressemeddelelsen.

52 af de 96 knive drejede sig om de såkaldte halsknive.

»Ofte er der tale om, at de unge kender kniven fra computerspillet Counter-Strike. De vil så gerne have kniven i virkeligheden, uden at drømme om at tage den med i det offentlige rum. Og de er slet ikke klar over, at man kan blive straffet for blot at have anskaffet våbnet,« oplyser politikommissær Torben Kloster fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hans-Jørgen Kruse har hyret en advokat og vil gå i retten for at få omstødt fratagelsen af jagttegnet.