Rapport slår fast, at piloten mistede fuld kontrol og kaldte 'mayday'.

Den dramatiske episode udspillede sig i luften over København 8. april 2022, hvor 109 mennesker var ombord på Airbus 320-214 fra flyselskabet TAP. Flyet var ankommet fra Lissabon.

Det første forsøg på at lande blev afbrudt, men flyets problemer var langtfra overstået.

»Piloten gav fuld gas, men flyet tippede igen og lagde sig nærmest ned. Jeg har på fornemmelsen, at vi nærmest fløj slalom hen over Københavns Lufthavn, landingsbanen og græsarealerne,« fortalte en af passagererne, Hans Henrik Groth, dengang til B.T.

Tirsdag udgav Havarikommissionen den endelige rapport om episoden, som bliver karakteriseret som en 'alvorlig hændelse'.

»I vores definition er det en situation, hvor der var potentiale for et havari,« siger undersøger Kristian Ulstrup Sivertsen fra Havarikommissionen til B.T.

Hans Henrik Groth fortæller i dag til B.T., at han fortsat flyver meget.

»Det er klart, at den oplevelse sidder i en. Men jeg er ikke decideret bange for at flyve,« siger Hans Henrik Groth i dag.

Hans Henrik Groth retter hård kritik efter rapportens udgivelse.
Hans Henrik Groth retter hård kritik efter rapportens udgivelse. Foto: Carsten Lundager
Vis mere

I forbindelse med udgivelsen af rapporten retter han en hård kritik – mod flere.

»Jeg er rystet og helt uforstående over, at flyselskabet TAP ikke på noget som helst tidspunkt har reageret over for passagererne. Der har ikke været nogen som helst kontakt what so ever fra dem,« siger Hans Henrik Groth.

»Det, synes jeg simpelthen, er for ringe, og jeg forstår ikke, hvorfor de ikke har forsøgt at tage sig af deres passagerer.«

»Der var trods alt rigtig mange unge mennesker ombord, men vi har aldrig hørt fra selskabet,« understreger han.

B.T. har igen i denne forbindelse forsøgt at få en kommentar omkring episoden fra TAP, men endnu en gang har det foreløbigt været forgæves.

Hans Henrik Groth ærgrer sig imidlertid også over, at det har taget næsten to år for Havarikommissionen at udgive en rapport om den dramatiske episode.

»Det synes jeg ikke, at man kan være bekendt over for de mennesker, der sad i den flyver. Når det har taget næsten to år, så kan man ikke have arbejdet på det intenst, for det er lang tid,« fastslår Hans Henrik Groth.

Over for B.T. svarer undersøger Kristian Ulstrup Sivertsen, at han godt kan forstå, at passagererne kan synes, at der er gået lang tid.

»Det er dog ikke usædvanligt for en sikkerhedsundersøgelse af denne størrelse,« forklarer han og uddyber: 

»Undersøgelsen har været kompleks og afhængig af mange internationale parter. Det er væsentligt at notere sig, at der undervejs i sikkerhedsundersøgelsen har været mange drøftelser, og at der løbende er iværksat en lang række sikkerhedsforbedrende tiltag,« konstaterer Kristian Ulstrup Sivertsen.

Rapporten indeholder to sikkerhedsanbefalinger, som er udstedt fra Havarikommissionen til flyproducenten Airbus.