I minusgrader og sneen fygende om bilen sad Hanne Gylling fanget bag rattet i sin bil midt i snestormen.
I alt blev det til 22 timer på E45-motorvejen.
Selvom det nu er fem dage siden, har oplevelsen sat sig i Hanne, der, udover fortvivlelsen over manglende informationer, ellers havde det fint i bilen.
Hun havde rigeligt med benzin og varme i bilen. Men da hun kom hjem, kunne hun godt mærke, at de 22 timer, hvor hun ikke vidste, hvad der skulle ske, havde sat sig i hende.
»Jeg var lidt i katastrofeberedskab i dagene efter,« siger Hanne Gylling, der fortæller, at hun er blevet begrænset i, hvor hun har lyst til at køre i sin bil.
»Jeg skal ikke køre på motorvejen igen. Som i det skal jeg slet, slet ikke i øjeblikket,« fortæller hun.
De 22 timers venten på E45 sad i flere dage i kroppen, hvor det føltes som en form for tømmermænd, der ikke helt ville slippe.
I dag er hun en blandt mange bilister, der har meldt sig ind i Facebookgruppen 'Os i sneen på E45 – Mellem Aarhus og Randers'.
Her har flere delt deres oplevelser på godt og ondt. Og hun er ikke den eneste, der har oplevet en reaktion fra kroppen efter de mange timer i fangenskab og uvished.
Forberedt på det værste
I dag går livet dog videre, fortæller hun. Og hverdagens gøremål har igen taget over, hvor arbejdet fylder.
Men en ting har ændret sig for Hanne Gylling, der ikke vil sidde i samme situation igen.
Derfor er hun nu forberedt på det værste, når hun triller af sted i sin bil.
»Jeg er forberedt på, at alt kan ske selv på en strækning på små 10 kilometer.«
»Jeg har lavet en liste, som jeg bruger. Her har jeg efterhånden flere ting, der skal være i bilen, når mine børn eller jeg kører en tur.«
På listen står blandt andet: mindst en halv tank benzin på bilen, varmt tæppe, skovl, mobiloplader, 1,5 liter vand, snacks, kiks, mad, gode støvler og en masse andre ting.
»Mine børn ryster nok lidt på hovedet af mig over alle de ting, men det er vigtigt, for man ved ikke, hvad man kan komme ud for,« siger hun.
Dårlig kommunikation
Hanne Gylling fortæller, at der på motorvejen opstod et spontant fællesskab, hvor flere delte mad ud og lånte mobilopladere til hinanden.
»Jeg fik slik og småkager af en fantastisk venlig lastbilchauffør. Dem omkring mig var også venlige, og vi lånte strømopladere af hinanden, og fik meldinger fra dem, som gik op langs bilerne,« forklarer hun.
Dog kunne hun godt have tænkt sig, at der havde været bedre kommunikation fra myndighedernes side.
Hun tænker på dem, der slukkede bilen for at spare på benzinen. Det gjorde en af Hannes bekendte, der sad i 13 timer med motoren slukket, kun med enkelte tændinger for at få lidt varme.
»Havde myndighederne meldt ud, at der ville gå x antal timer, inden vi sandsynligvis kom til at køre, og havde man opfordret til, at man fandt sammen, havde han sandsynligvis ikke siddet alene i en kold bil. For de fik at vide, at de snart kunne køre videre.«
»Jeg har altid haft ekstremt meget tillid til politi og myndigheder, men pludselig fik jeg det sådan lidt – kan jeg faktisk stole på, hvad de siger? Men jeg håber, den følelse går væk, for sådan vil jeg meget nødig have det,« fortæller Hanne.