»Dråben, der har fået bægeret til at flyde over.«

Sådan beskriver tre lejere det afslag, de har fået af deres udlejer, på deres forespørgsel om at få lov til at holde et møde på fællesarealerne, hvor de bor.

Hanne Sørud, Ole Larsen og Helle Lund bor i hver sin lejlighed i byggeriet Tekstilgangen i de istandsatte fabriksbygninger fra det tidligere Nordisk Tekstil i den centrale del af Odense.

De er alle flyttet til byen fra forskellige steder i landet.

De har boet i eget hus, men har nu valgt at være lejere. Men lejerlivet på Tekstilgangen har vist sig ikke at være helt så gnidningsfrit, som de havde håbet.

Ganske kort fortalt, så mener de, at de er blevet lovet nogle vilkår omkring parkering, udendørsarealer og en form for opvarmning af det 600 kvadratmeter store fællesområde, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

De har derfor været i kontakt med interesseorganisationen Danske Lejere, som indbød stedets beboere til et møde ved langbordene i fællesområdet.

Men kort efter invitationen var sendt ud, fik beboerne et brev fra Probus Ejendomme & Investering, der administrerer lejemålene.

Her fremgik det klart, at mødet ikke kunne blive til noget på ejendommens fællesarealer, da et »større antal bekymrede beboere« ikke syntes, det var en behagelig tanke, at der blev afholdt et sådant møde.

Probus Ejendomme & Investering, der altså administrerer lejemålene, skriver desuden, at »ejerkredsen har været nødt til at afvise, at mødet kan finde sted i Vævestuens arealer«.

Det var her, at Hanne, Ole og Helle gerne ville holde et møde med lejerorganisationen Danske Lejere.
Det var her, at Hanne, Ole og Helle gerne ville holde et møde med lejerorganisationen Danske Lejere. Foto: Ann-Sophie Holm
Vis mere

»Jeg blev rasende, da jeg fik det brev. Jeg synes, det er utrolig arrogant,« fortæller Hanne Sørud.

»Jeg er en rebel, og jeg kan tåle meget. Men hvis jeg bliver uretfærdigt behandlet, så slås jeg. Og her synes jeg, at jeg blev uretfærdigt behandlet.«

»Vi har betalt for noget, som vi er blevet stillet i udsigt, som så er ikkeeksisterende. Når man så prøver at komme i dialog på en sober, kreativ og konstruktiv måde, så bliver man mødt med modvilje og negativitet,« forklarer Ole Larsen.

Helle Lund bakker op:

»Jeg tænker, at det er en knægtelse af den frihed, vi har til at kunne mødes.«

Beslutningen vækker også undren i organisationen Danske Lejere.

»Der er en beskrivelse af, at man kan få et godt fællesskab i de her boliger, men så er der nogen, der vil gøre sig til dommer over, hvad de må og ikke må i fællesområderne,« lyder det fra driftsleder Jørgen Dyrholm Jensen, som konstaterer:

»Det er jo absurd.«

»Der er nogle ting her, der har udløst frustrationen – fysiske ting – men det ender et helt andet sted. Det ender med, at de vil administrere folks liv,« siger Jørgen Jensen.

Henrik Gorm Nielsen, der er administrerende direktør i Probus Ejendomme & Investering, har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men har på mail sendt et svar på beboernes kritik.

»Ejerkredsen af ejendommen har ikke ønsket, at fællesarealet skal bruges til dette formål, da et flertal af beboere har modsat sig dette,« hedder det i svaret, som fortsætter:

»Fællesarealet, som af ejer er stillet til rådighed for beboere i Vævestuen, og kun dem, kan ikke anvendes til politiske formål.«

Henrik Gorm Nielsen fastholder, at afslaget ikke er et forsøg på at spænde ben for en beboerrepræsentation.

»Vi har ingen problemer med, at lejere organiserer sig, hvilket jo nemt kan ske i lejerforeningens lokaler. Vi administrerer allerede ejendomme, hvor der er beboerrepræsentation,« skriver Henrik Gorm Nielsen.

Afvisningen af mødet med Danske Lejere har for de tre beboere været den berømte dråbe, der fik bægeret af frustration til at flyde over.

»Jeg ved så meget, at Danske Lejere ikke er på listen over terrorgrupper eller en del af bandekonflikten. Det er simpelthen til at dø af grin over, hvis det ikke var, fordi det var så skideirriterende,« siger Hanne Sørud.

Hvorfor vælger I ikke bare at holde mødet et andet sted end i fælleslokalerne?

»Vi er ikke en forening, der råder over lokaler, så vi skal selv betale. Det var jo naturligt at holde et møde her i fællesarealerne, hvor vi bare lige kunne dappe ud af hoveddøren, og så var man der.«

Mødet er nu afblæst, men frustrationerne er ikke forsvundet.

Hanne Sørud ville gerne have holdt et møde med lejerorganisationen Danske Lejere på fællesarealerne, hvor hun bor.
Hanne Sørud ville gerne have holdt et møde med lejerorganisationen Danske Lejere på fællesarealerne, hvor hun bor. Foto: Ann-Sophie Holm
Vis mere

»Jeg føler, at jeg har kæmpet i 15 måneder uden at have nydt at være her. Det er jeg godt træt af,« lyder det fra Ole Larsen.

Så træt, at han og hans kone nu har besluttet, at de ikke længere vil blive boende på Tekstilgangen.

»Nej, det gør vi ikke. Beslutningen er truffet,« siger Ole Larsen.

Den samme konklusion er Helle Lund kommet frem til.

»Jeg har valgt, at jeg skal videre. Dét, jeg har oplevet her, gør, at jeg tænker, at det er livet for kort til.«

»Jeg synes, det er drønærgerligt. Jeg er så ærgerlig over det,« fortæller Helle Lund.

Hanne Sørud og hendes mand bliver – trods omstændighederne – boende på Tekstilgangen.

»Vi har da lige haft et lille husråd på baggrund af, at Ole og Helle vil flytte.«

»Men vi er enige om, at vi er glade for lejligheden, for beliggenheden, og vi er glade for, at vi kan cykle ind til byen. Vi elsker at være tæt på vores børn og børnebørn.«