Hanne Steentoft på 81 år spærrede øjnene gevaldigt op, da hun så, at hun havde fået en parkeringsbøde på 995 kroner. 

Årsag: Der var en fugleklat på forruden, lige dér hvor p-skiven sidder. 

Her ses billedet af den berømte fugleklat, der dækkede noget af p-skiven i bilen tilhørende Hanne Steentoft, og i først omgang betød en bøde på 995 kroner. 
Her ses billedet af den berømte fugleklat, der dækkede noget af p-skiven i bilen tilhørende Hanne Steentoft, og i først omgang betød en bøde på 995 kroner.  Foto: Privat

»Klokken var fire, da jeg parkerede bilen i parkeringshuset ved sundhedshuset i Horsens, hvor jeg var til fysioterapeut, og der var kun gået en time, da jeg var tilbage ved bilen, og altså havde fået en p-bøde på grund af en fugleklat,« siger hun og tilføjer:

»Man er jo ikke herre over himlens fugle, så jeg var meget forundret.«

Hanne Steentoft klagede til Europark, der havde udstedt bøden.

Og hun har netop fået besked om, at den er blevet annulleret. 

»Jeg har lige fået en skrivelse fra Europark, hvor der står, at bøden er slettet, og de håber, at jeg igen vil holde på selskabets parkeringspladser,« siger hun.

Frederik Westergaard, der er administrerende direktør for Apcoa Danmark, der ejer Europark, har dog udtalt sig om sagen til TV 2 Østjylland

Han konstaterer, at det er »umuligt for kunden at have indflydelse på, at p-skiven er blevet ulæselig på grund af ydre faktorer« – og derfor er 'fugleklat-bøden' annulleret.  

»Selvom den gældende regel er, at p-skiven skal være tydeligt synlig i bilens forrude, er der omstændigheder i dette tilfælde, som betyder, at kontrolgebyret ikke burde have været udstedt,« siger han til det regionale medie. 

Det glæder Hanne Steentoft. 

»Jeg håber, at det her kan være med til at gøre, at andre ikke også får bøder for noget, de slet ikke er skyld i,« siger hun.