»Han fortalte om sine problemer med impotens, og så spurgte han mig, om jeg ville lægge en hånd på den.«

Ordene kommer fra 22-årige Rikke Eriksen fra København, der sidste år prajede en taxi hjem.

B.T. sætter i en ny serie fokus på taxichaufførernes opførsel og kørsel. Og nye tal viser, at Rikke Eriksen langtfra er ene om at have følt sig direkte utryg i en taxi.

I en ny undersøgelse, YouGov har foretaget for B.T., svarer næsten halvdelen af de mere end 1.000 adspurgte, at de har kørt i taxi det seneste år. Knap en femtedel af dem har oplevet at føle sig utrygge under en taxitur.

Rikke var 21 år, da en taxichauffør bad hende lægge hånden på hans penis.
Rikke var 21 år, da en taxichauffør bad hende lægge hånden på hans penis. Foto: Privatfoto
Vis mere

En af dem er altså Rikke Eriksen.

Klokken var cirka fire om natten, da Rikke Eriksen havde bestemt sig for at tage en taxi hjem efter en aften i det københavnske natteliv.

Rikke satte sig ind på forsædet, gav chaufføren sin adresse og spurgte ham:

»Hvordan har din dag været?«

Hun forklarer, at hun næsten altid sætter sig foran i taxien og taler lidt med chaufføren.

Rikke Eriksen og taxichaufføren havde snakket et par minutter om løst og fast. Chaufføren begyndte pludselig at fortælle hende om en mistanke, han havde. Han havde den seneste tid haft en formodning om, at han led af impotens.

»Han ville have, jeg skulle mærke, om der skete noget med den, når jeg rørte ham,« fortæller Rikke Eriksen til B.T.

Taxichaufføren, som lignede en mand i slutningen af 30'erne, ville altså have, at Rikke Eriksen skulle røre hans penis. Det nægtede hun og løj om, at hun var forlovet, i håbet om, at han ville stoppe.

Det gjorde han ikke.

»Så spurgte han, om jeg så bare kunne lægge hånden på hans lår i stedet for,« fortæller hun og griner lidt nervøst.

Igen nægtede hun, og heldigvis var de tæt på, hvor hun boede.

Da taxichaufføren havde fået sin betaling, smilede han til Rikke Eriksen.

»Må jeg så ikke få dit nummer?« spurgte han.

Hun svarede nej og skyndte sig op i lejligheden.

Rikke Eriksen har ikke anmeldt episoden, da hun ikke havde tænkt på at skrive chaufførens medarbejdernummer eller bilens nummerplade ned.

Hun kendte heller ikke mandens navn og var ikke helt sikker på, hvilket taxiselskab der havde stået på siden af bilen.

»Jeg synes selvfølgelig, at han var ulækker – det er ikke normalt, at en mand i 30'erne spørger en ung pige om den slags,« siger hun.

B.T. har ikke kunnet identificere taxichaufføren eller hans selskab.

Men fredag medgav Trine Wollenberg, der er direktør i Dansk Taxi Råd, at taxibranchen har et dårligt ry, men hun mener også, at det er de få, der maler et negativt billede af branchen.

»Vi må bare konstatere, at det er de dårlige chauffører, der ødelægger det for de mange gode, der faktisk gør, hvad de kan for at yde en god service. Det ødelægger branchens ry,« sagde hun til B.T.

Har du haft en ubehagelig taxitur eller oplevet, at en taxichauffør ikke levede op til dine forventninger, så må du meget gerne sende mig et tip på ammo@bt.dk eller på telefonnummer 28343635