Svindelsigtede Britta Nielsens villa er købt af selskabet Dong Fang Ming Zhu ApS, der driver to kinesiske restauranter i Danmark.

Huset ligger på Hvidovrevej nær København, og det kostede i alt 4,6 mio. kr. – 150.000 kr. billigere, end det var sat til salg for.

Planen er nu, at firmaet vil leje villaen ud.

»Jeg vil gøre huset klar til at blive lejet ud til op til fem personer,« siger Shaoping Du, der er stifter og ejer af Dong Fang Ming Zhu ApS.

Firmaets to restauranter hedder Dong Fang og ligger i henholdsvis Rønne på Bornholm og i Hvidovre få hundrede meter fra den nye bolig. Netop ansatte på Dong Fang er et godt bud på nye beboere i huset.

»Jeg har tænkt på, at jeg kunne prøve at leje det ud til nogle af de ansatte. Men jeg vil ikke love nogen det endnu,« siger Shaoping Du.

Efter købet er der blevet arbejdet en del i huset. Eksempelvis har udlændinge fra både Polen og Moldova brugt varevogne og biler med trailer til at køre affald væk fra huset, hvor Britta Nielsen har boet siden 1986. Selve huset har 174 kvadratmeter beboelse.

Blandt andet indeholder huset fem værelser, to badeværelser og garage med plads til to biler.

»Der er brug for at ordne ting i huset, så det er så godt som muligt at leje ud,« siger Shaoping Du.

Sagen om 64-årige Britta Nielsens mulige svindel for op til 120,6 mio. kr. i løbet af hendes ansættelse i Socialstyrelsen har fyldt meget her i landet, siden den kom frem i oktober sidste år.

Særlig stor var omtalen, da hun i starten af november blev anholdt i en hotellejlighed i Sydafrika, hvor hun har investeret i et safarihus nær den berømte Kruger National Park, Land Rover-biler og ædelsten.

Alligevel fortæller Shauping Du, at han ikke var klar over navnet på husets mangeårige ejer, da han besluttede, at hans firma skulle købe det.

Da huset blev sat til salg af ejendomsfirmaet Home, var det nemlig på initiativ af Kammeradvokaten, der, efter Britta Nielsen i efteråret blev erklæret personlig konkurs i Sø- og Handelsretten, overtog huset som kurator.

Det betød også, at huset blev fuldstændigt tømt for møbler lige inden handlen.

»Efter at have set huset vendte jeg det med både min familie og advokat, der støttede en handel. Jeg bød først 4,5 mio. kr., men fik nej tak til den pris,« forklarer Shaoping Du.

»Da jeg så fik tilbudt handel for 100.000 kr. mere, valgte jeg at sige ja. Og efter jeg havde gjort det, spurgte jeg, hvem der egentlig var ejer, og fik da at vide, at det var Britta Nielsen. Hende kendte jeg slet ikke, men jeg fik hurtigt at vide, at hun var sigtet for svindel.«

Shaoping Du slår fast, at det ikke er på grund af den svindelsigtedes mangeårige ejerskab af huset, at det skal udlejes.

»Det har hele tiden været meningen, at boligen skulle lejes ud,« siger Shaoping Du.

Fortryder du, at du købte huset, når du ved, hvad den tidligere ejer er sigtet for?

»Nej, jeg går sådan set ikke op i, hvad sælgeren har lavet. Nu skal jeg bare finde nogen, der skal leje sig ind,« slutter Shaoping Du.