Problematikken er efterhånden velbeskrevet, men manglen på uddannet arbejdskraft er ikke blevet mindre. Særligt slemt står det til i Region Hovedstaden.

Her er 45 procent af alle stillingsopslag til pædagoger, der slået op inden for det seneste år, ikke blevet besat. Tallet på landsplan er 32 procent.

Det skriver Berlingske på baggrund af en analyse fra Styrelse for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I løbet af de seneste seks måneder er der blevet slået 2.510 nye stillinger op i Region Hovedstaden, men ingen af disse er besat.

I stedet har halvdelen af alle institutionsledere i en undersøgelse fra pædagogforeningen BUPL svaret, at de har ansat ufaglært personale til en uddannet pædagogs stilling.

Ifølge BUPL kan manglen på pædagoger have langsigtede konsekvenser for børn.

»Derfor har vi også råbt vagt i gevær i flere år for, at man skulle øge dimensioneringen og kvaliteten på pædagoguddannelsen,« siger formanden for BUPL Henriette Borckdorff til Berlingske.

I finansloven for 2021 blev det vedtaget, at der indtil 2024 skal tilføres 1,6 milliarder kroner årligt for at sikre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner.

Loven om minimumsnormeringer skal sikre minimum én pædagogisk medarbejder per tre børn i vuggestuen eller seks børn i børnehaven.

Målet er at sikre minimumsnormeringer inden 1. januar 2024.

Andre læser også