Efterårsferien er over os, og mens mange familier pakker taskerne til hyggelige udflugter, har landets store forlystelsesparker oplevet en stor interesse for gys og gru.

Mens græskarrene lyser op og spindelvævene pryder facader, strømmer gæster til Danmarks mest populære forlystelsesparker. 

Efterårsferien er synonym med hygge for mange, men i år ser det ud til, at en god dosis uhygge også står højt på listen. 

Både Tivoli i København og Bakken i Klampenborg nord for hovedstaden kan melde om stor interesse for deres sæsonbestemte halloween-fejringer.

Og i Tivoli har man i år valgt at udvide halloween-sæsonen med en ekstra uge, et sats, der ser ud til at bære frugt. 

Pressechef Torben Plank er begejstret for modtagelsen:

Gæsterne er begejstret for Tivolis halloweentiltag.
Gæsterne er begejstret for Tivolis halloweentiltag. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Vi oplever stor interesse for årets halloween i Tivoli, hvor haven igen i år er forvandlet til et farverigt univers af græskar, hekse og (u) hyggelige oplevelser,« udtaler han og tilføjer:

»Der er særligt stor efterspørgsel på vores familieshows på Plænen, de to Scary Houses og restauranterne, som har travlt. Det er tydeligt, at halloween i Tivoli er blevet en tradition for både børn og voksne.«

Også hos Bakken mærker man en markant tiltrækning til de uhyggelige omgivelser.

»Vi er virkelig godt tilfredse, og har haft nogle virkelig gode dage,« udtaler Bakkens direktør, Malina Lebrecht Hye.

»Vi har fået flere halloween-aktiviteter, og vi kan se, at det er noget, der rykker – det tager kegler.«