Skal børnenes halloween-kostume være ekstra uhyggeligt, kan det være fristende at købe farvede kontaktlinser. Men det er ikke uden risiko.

To optikere advarer nu mod, at linserne kan skade børnenes syn, hvis de ikke håndteres korrekt.

Henrik Dalager er chefoptiker hos brillekæden Louis Nielsen i Aalborg, og han fortæller til TV2 Nord, at han er bekymret over, at kontaktlinser med forskellige former og farver sælges i butikker og på internettet uden instruktion.

Han bakkes op af en kollega, der fortæller, at kontaktlinserne kan give varige skader på øjet, hvis de ikke håndteres korrekt.

Farvede kontaktlinser kan være farlige for øjnene, hvis de ikke bruges rigtigt.
Farvede kontaktlinser kan være farlige for øjnene, hvis de ikke bruges rigtigt. Foto: HENDRIK SCHMIDT
Vis mere

»Det er helt afgørende, at man sikrer god hygiejne og den rigtige teknik for at undgå sår, infektioner eller øvrige skader på øjet. I værste fald kan man få permanente øjenskader, hvis man håndterer sine kontaktlinser forkert,« siger Pernille Lindhardt Mikkelsen, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen, til TV2 Nord.

På nettet kan man blandt andet købe kontaktlinser, der giver dig røde øjne, selvlysende øjne eller øjne med kattepupiller.

Men kontaktlinser er altså ikke harmløs udklædning på niveau med ansigtsmaling, plastikhugtænder og kapper, fortæller de to optikere.

»Det bekymrer mig, at børn og unge køber og bruger kontaktlinser, uden at de har rådført sig med en optiker, der kan instruere i, hvordan de håndterer dem korrekt,« fortæller Pernille Lindhardt Mikkelsen til TV2 Nord.

Hun forklarer også, at det er vigtigt, at en optiker har fastslået, at øjnene er friske og egnede til kontaktlinser, inden man begynder at anvende dem.

Henrik Dalager mener slet ikke, man bør kunne købe linserne uden råd og vejledning.

»De bør slet ikke sælges uden en grundig instruktion,« lyder det fra Henrik Dalager til TV2 Nord.

Halloween, der finder sted på torsdag den 31. oktober, er blevet en mere og mere populær højtid i Danmark, hvor børn klæder sig ud og går fra dør til dør og beder om slik.