Saudisk hadprædikant besøgte Taiba -moskéen i 2017. Året efter fik moskéen millioner af den saudiske ambassade.

Den omstridte Taiba-moské på Nørrebro i København fik besøg af en saudiarabisk hadprædikant i november 2017. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Der er tale om saudiarabiske Abdullah Al-Shammary. Det viser et dokument fra Udlændingestyrelsen, som avisen har fået aktindsigt i.

Abdullah Al-Shammary holdt over flere dage en række foredrag i Taiba-moskéen.

En måned efter besøget i moskéen blev hans navn en del af den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) liste over hadprædikanter, der blev forment adgang til Danmark.

Oplysningen om besøget lægger ifølge Kristeligt Dagblad yderligere pres på Taiba-moskéen.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan Taiba i 2018 modtog fem millioner kroner i en donation fra Saudi-Arabiens ambassade.

Det fik eksperter og politikere til at tale om, at der med pengene ville komme en tydelig saudiarabisk påvirkning af moskéen.

De påståede bånd mellem Saudi-Arabien og Taiba-moskéen synes med oplysningerne om Abdullah Al-Shammarys visit langt mere sandsynlige end før.

Det mener Lene Kühle, der er professor på Aarhus Universitet og en af Danmarks førende moskéforskere.

- Vi ved selvfølgelig ikke, om pengene har været betinget af besøget. Men det vil være mærkeligt at sige, at der ikke er en forbindelse, siger hun til Kristeligt Dagblad.

- Det er en sandsynlig konklusion, at Saudi-Arabien har købt sig til en form for indflydelse i moskéen.

Rasmus Stoklund, udlændingeordfører i Socialdemokratiet, kalder de nye oplysninger "alvorlige".

Ifølge ham bekræfter de frygten for, at der er tætte forbindelser mellem det konservative islamiske regime i Saudi-Arabien og moskéen på Nørrebro.

- Saudierne gav ikke penge til moskéen for deres blå øjnes skyld. Der er et ønske om at få udbredt nogle holdninger, som vi ikke er interesseret i at få udbredt i Danmark, siger Rasmus Stoklund til Kristeligt Dagblad.

Hverken Taiba-moskéen eller den saudiarabiske ambassade er vendt tilbage på Kristeligt Dagblads henvendelser i forbindelse med sagen.

/ritzau/