Hård vinter kan have kostet mange fuglekonger livet
Sidste sæsons vintervejr kan have påvirket bestanden af Danmarks mindste fugl, fuglekongen, lyder vurdering.
Sidste sæsons vintervejr kan have påvirket bestanden af Danmarks mindste fugl, fuglekongen, lyder vurdering.
Man har skullet spejde længere efter Danmarks mindste fugl hen over efteråret.
Antallet af fuglekonger har været "meget lavere end sædvanligt", og først i oktober begyndte den "for alvor at dukke op i Danmark".
Det skriver Dansk Ornitologisk Forening, DOF BirdLife, i en artikel på sin hjemmeside.
Ifølge biolog Joakim Matthiesen skyldes fraværet af fuglekonger sandsynligvis, at den sidste vinter i Danmark og Skandinavien var "særdeles hård".
- Fuglekongen vejer kun fem til syv gram. Derfor er den afhængig af konstant at kunne finde føde, hvilket gør den sårbar over for hårdt vintervejr, siger han til DOF BirdLife og fortsætter:
- Når vi i september og begyndelsen af oktober har set påfaldende få fuglekonger i Danmark, er det højst sandsynligt, fordi store dele af de danske og skandinaviske fugle ikke klarede sig gennem vinteren.
RITZAU