Den tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen møder voldsom kritik.

Det sker efter et noget usædvanligt billede på Facebook.

På billedet kan man se en storsmilende Lars Løkke Rasmussen med en slange rundt om sin hals.

Af den korte tekst fremgår det, at slangen er sønnen Bergurs. Og den har navnet Nagara.

'Dejligt at møde en kvælerslange, der står ved det,' skriver Lars Løkke Rasmussen med en dertilhørende grine-emoji.

Men hos World Animal Protection Danmark synes man bestemt ikke, der er noget at grine af.

Det fortæller kampagneansvarlig hos organisationen, Stephanie Kruuse Klausen, til B.T.

»Når Lars Løkke laver et opslag som det her, så viser han, at det er okay at have vilde dyr som kæledyr. Og det er vi naturlígvis ikke enige i. Vi mennesker kan ikke forsyne vilde dyr såsom slanger med forhold som i naturen. De er ikke egnet til et liv i fangenskab og lider dermed overlast,« siger hun.

World Animal Protection Danmark har også forsøgt at fange Lars Løkke Rasmussens opmærksomhed på Facebook.

Det er sket i en kommentar til selve billedet. Endnu har de ikke hørt fra den tidligere statsminister.

Ifølge Stephanie Kruuse Klausen er der flere gode grunde til, at det ikke er en god idé at have vilde dyr som en kvælerslange som kæledyr.

»En kvælerslange kan også være farlig for mennesker. Eksempelvis har den typisk salmonella i sine tarme, som de kan smitte videre til mennesker. Den tætte omgang med vilde dyr kan derfor øge risikoen for at blive smittet med farlige sygdomme,« siger hun.

Men det er ikke kun for mennesker, eksotiske kæledyr kan være en fare.

Dyrene selv lider i så voldsom en grad af at være ude af deres naturlige element, at mange af dem dør af det. Det viser en undersøgelse, som World Animal Protection Danmark selv har foretaget.

Her slår de fast, at mindst 75 procent af slanger, øgler og skildpadder dør i løbet af det første år efter, de er blevet købt af en privat ejer.

»Vilde dyr er ikke skabt til fangenskab uanset, hvor stort et terrarie man har. Det stresser dem,« siger Stephanie Kruuse Klausen, der samtidig fortæller, at en slange som den, Lars Løkke Rasmussen har om halsen på billedet, kan blive flere meter lang.

»Lars Løkke er kendt, har mange følgere og har en vis indflydelse. Så han blåstempler at have et vildt dyr som kæledyr. Og derfor måtte vi reagere,« siger hun og fortsætter:

»Så vi håber, han vil tage billedet ned og gerne skrive til sine følgere, at det ikke er en god idé at have vilde dyr og forstå vores bekymring om, hvorfor det kan være et problem at dele billeder som dette, da det kan skabe større efterspørgsel på eksotiske kæledyr.«

B.T. har bedt Lars Løkke Rasmussen om en kommentar til kritikken. I skrivende stund er han ikke vendt tilbage.