Lyt til artiklen

Det var en vaskeægte lortemorgen, da Bo Almlev mandag ankom til Abel Cathrines Gade på Vesterbro i København, hvor han står i spidsen for et større renoveringsprojekt.

Viserne havde lige passeret kvart i 7, da han sammen med en af sine malersvende stoppede op og kiggede forundret på skurvognen foran dem.

Efter få sekunder konstaterede de, at der var nogen, der havde smurt lort på dørhåndtaget til deres vogn, hvor de både har toilet og opbevarer værktøj og materiale til projektet.

Ved siden af det belortede dørhåndtag hang et A4-ark med en besked skrevet med blå sprittusch:

»Hej, jeg har smurt hundelort på jeres dørhåndtag, og sådan bliver det hver dag, indtil I får styr på jeres afløb.«

Bo Almlev, der er direktør og ejer af malerfirmaet Hoverby, fortæller, at han ikke forstår, hvad det handler om.

»Jeg har bedt firmaet, der har sat skurvognen op, om at kigge på det. De har meddelt, alt er i orden, og at der ikke er noget, der siver fra den,« siger Bo Almlev.

Han havde heldigvis både gummihandsker og rengøringsmiddel i sin bil, så der gik ikke lang tid, før han og malersvenden havde vasket afføringen af håndtaget, fortæller han.

Og selvom det for mange ville være en noget atypisk morgen, fortæller Bo Almlev, at den slags chikane ikke er unormalt, når de har projekter i den bydel.

»Det er ikke første gang, at en skurvogn bliver udsat for den slags på Vesterbro. Det er trist, men sådan er det i det område,« siger Bo Almlev.

Bare inden for de seneste uger har de oplevet forskellige former for chikane af skurvognen, der står ud for deres renoveringsprojekt ved Abel Cathrines Gade 33.

»De har ødelagt låsen et par gange og tisset op ad vores ting, mens vi har stået lige ved siden af og lavet noget i porten,« lyder det fra Bo Almlev.

Hans kollega på det samme renoveringsprojekt, murermester Michael Tolstrup, så også hundelorten på håndtaget mandag morgen og fortæller, hvad han ellers har oplevet den seneste tid:

»Der er nogle tumper, der render og putter tandstikker i låsen. Jeg ved ikke, om det bare er drengestreger, men det er sket fire gange, og det gør, at vi ikke kan komme ind og hente vores ting og skal ringe rundt for at få det fikset,« siger Michael Tolstrup, der selv er opvokset på Vesterbro.

»Det sker ofte i det område, hvor der er flere udsatte borgere. Folk pisser op ad vores stilladser, og nogle gange ligger der en lille prut. Det er irriterende,« siger han.

Og hovedentreprenøren på projektet, Bo Almlev, er enig:

»Nu er det længe siden, jeg har haft en sag på Vesterbro – derfor havde jeg nok bare glemt, hvordan det er. Men det er da både irriterende og forstyrrende. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Så skulle vi lave hegn rundt om vognen – det tror jeg ikke, vi får lov til af kommunen.«

Men selvom det både er irriterende og forstyrrende, har han ikke tænkt sig at gøre mere ved chikanen, siger han:

»Det er et svært område – der er ikke meget andet at gøre end at blive færdige og så komme væk derfra.«

B.T. har talt med Sjeldani Boligadministration, der administrerer ejendommen på Abel Cathrines Gade 33. De fortæller, at man ikke har modtaget klager fra beboere over skurvognen.

Så hvem der står bag chikanen, er fortsat uvist.