De fleste har formentlig droppet alle tanker om en rejse til sydens sol denne sommer.

For Udenrigsministeriets rejsevejledning begrænser rejser til alle lande i verden indtil 31. august - bortset fra Tyskland, Island og Norge. Men nu bliver døren åbnet på klem for, at man igen kan gøre sig forhåbninger om en tur til det glitrende Middelhav.

I en mail til B.T. oplyser Udenrigsministeriet, at regeringen arbejder på at skubbe datoen frem for alle de lande, hvor der lige nu lyder en officielt advarsel mod alle ikke-nødvendige rejser.

»Regeringen arbejder på at finde en ny model for rejsevejledningerne, så danskerne kan rejse frit igen så hurtigt som muligt, og gerne inden den 31. august,« skriver Udenrigsministeriet.

Det understreges samtidig at ‘det er afgørende ikke at sætte smittekontrollen i Danmark over styr, f.eks. ved at danske rejsende tager smitte med tilbage til Danmark.’

Torsdag aften fortalte Udenrigsminister Jeppe Kofod til DR-programmet 'Spørg Borgen', at man netop ser på muligheden for at åbne for rejser inden sommerens sidste kalenderdag.

»Det kan sagtens være – jo før, jo bedre.«

»Vi ser på modeller for, hvordan vi får danskerne trygt ud at rejse. Men det er også vigtigt, at vi ikke underminerer vores indsats mod coronavirus herhjemme,« lød det fra udenrigsministeren.

Udenrigsministeriet meldte ud 9. maj, at rejsevejledningen, der frarådede alle ikke-nødvendige rejser til samtlige lande i verden på grund af coronavirus, ville blive forlænget til 31. august.

Siden er rejsevejledningen ændret fra orange til gul for Tyskland, Island og Norge, mens det samtidig blev meldt ud 29. maj, at det også kunne blive tilfældet for Sverige og Finland inden 31. august.

Den aktuelle melding fra Udenrigsministeriet ligger således i tråd med opblødningen af den hidtil helt orange rejsevejlening.