Henvendelserne er væltet ind, da en mulig krænkelsessag er blevet undersøgt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

I alt har 19 kvinder tilkendegivet, at de har oplevet krænkede adfærd på det nordjyske hospital. Det oplyser Region Nordjylland til B.T.

Undersøgelsen blev sat i værk efter Nordjyske i december 2021 kunne fortælle, at en kvindelig patient på hospitalet var blevet udsat for et seksuelt overgreb af en gynækologisk læge tilbage i 1980erne.

»Det er jo rigtig ulykkeligt for de her kvinder. Det, de har oplevet, vil jeg på hospitalets vegne gerne beklage,« siger lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland, Søren Hjortshøj, til B.T.

Ifølge Søren Hjortshøj er det den samme gynækologiske læge, de nye henvendelser drejer sig om. Og overgrebene er sket i løbet af 1970erne og 1980erne.

Den pågældende læge er i dag ikke i live. Derfor er sagen ikke blevet politianmeldt.

De kvinder, der har henvendt sig om den krænkende adfærd, er blevet tilbudt psykologhjælp.

Det tilbud har ni af de 19 kvinder valgt at tage imod.

»Åbner vi først op for et ældre traume, hvilket vi allerede har gjort, er vi også forpligtigede til at lukke det igen på en forsvarlig måde. Det er vigtigt for os, at de berørte får den hjælp, de har behov for,« Søren Hjortshøj.

Han understreger, at han ikke har kendskab til, at der i dag skulle være problemer med krænkende adfærd på hospitalet.

»Vi har i dag et stort fokus på at undgå krænkende adfærd. Det er klart, at denne sag har givet os en anledning til at gå en runde og sikre os, at proceduren er i orden. Vi gør meget for, at man skal føle sig tryg – særligt på de gynækologiske afdelinger, hvor man ofte er i en sårbar position som patient,« siger han.

Selvom der nu er kommet 19 yderligere sager frem, så kan der stadig være kvinder, hospitalet ikke har kendskab til.

»Der kan jo godt være et mørketal derude, men jeg håber, at de kvinder, der har henvendt sig, også er dem, der har mest brug for hjælp,« slutter Søren Hjortshøj.