Aalborg Katedralskole er det mest ansøgte gymnasium i Nordjylland.

Eller, det troede de i hvert fald kortvarigt, og i sidste uge pralede gymnasiet da også på sin Facebook-profil med, hvor eftertragtede de var blandt regionens elever.

Men nu har de set sig nødsaget til at trække praleriet tilbage og undskylde – der er nemlig sket en fejl.

»Vi var lidt for hurtige,« lyder det i et nyt opslag fra Aalborg Katedralskole fra mandag aften, der fortsætter:

»Fejlen skyldes en intern miskommunikation, og vi beklager naturligvis.«

Rektor på den konkurrerende skole i området Hasseris Gymnasium, Ole Droob, så nemlig opslaget og påpegede i kommentarsporet, at det slet og ret var løgn, hvad der stod.

»Jeg bad egentligt bare om, at de kom med et dementi, så borgerne får sandheden, siger han til TV2 Nord, der først berettede om brøleren.

Det er nemlig Hasseris, der har det højeste søgetal blandt de almene gymnasier i Nordjylland.

»Det ændrer ikke ved, at vi er stolte af et søgetal, der på STX ligger 37 procent over sidste år. Men det er vigtigt for os at rette, når vi tager fejl,« afslutter Aalborg Katedralskole opslaget.