31-årige Andreas Kristiansen er gymnasielærer og vant til at diskutere principper, værdier og grænser.

Da B.T. møder ham på Nørreport Station for at høre, hvad han mener om Donald Trumps planer om at overtage Grønland, er han ikke i tvivl:

»Så må vi jo forsvare os. Hvis man bliver angrebet, så er det nødvendigt. Det er Trumps beslutning at sætte militæret ind, og så må han også tage konsekvenserne af det,« siger han og kommer dog med et »men«.

For mens flere danskere – herunder to 17-årige drenge – er klar til at ofre sig for Kongeriget, sætter Andreas Kristiansen en tydelig grænse:

»Soldat bliver jeg aldrig. Det bliver ikke mig, de finder i felten,« siger han ærligt.

Debatten om Grønlands fremtid er for alvor taget til, efter at USA's præsident Donald Trump har gjort klart, at landet »har brug for Grønland«, og ikke afviser hverken militærmagt eller et køb af Grønland.

Andreas Kristiansen er da også klar til at hjælpe til, hvis en krig bryder ud:

»Hvis det handler om, at jeg kan bidrage på anden vis, så er det jo noget andet. Men det bliver ikke med våben i hånden.«

Ekspert peger på, at en krig ikke kan udelukkes, da hverken den amerikanske kongres, internationale regler eller højtstående generaler kan stoppe Trump, hvis præsidenten har besluttet sig.

En aftale om salg eller anden løsning for at undgå konflikt er dog ikke vejen frem, mener gymnasielæreren:

»Hvis grønlænderne selv vil forlade Rigsfællesskabet, så er det en anden snak. Men Danmark eller USA skal ikke bestemme på deres vegne,« siger han og peger på:

»Grønlænderne har deres egne traditioner, og historisk har der været gnidninger mellem Danmark og Grønland. Der er ingen grund til at gøre det værre – slet ikke nu.«

Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene – herunder i USA, Grønland og Ukraine – i B.T.s liveblog HER.