»Hvad fik du?«

Et spørgsmål, de fleste afgangselever har fået utallige gange efter den sidste eksamen.

Men også et spørgsmål mange elever frygter – mere end de frygter eksamen. Og de første, der stiller det, er deres forældre.

Det oplever gymnasielærer Tony Andersen i hvert fald.

»Jeg har været gymnasielærer i mange år, og den nervøsitet, der er hos eleverne, handler ofte mest om, at de her mennesker står og venter på dem med champagne og blomster,« fortæller han og fortsætter:

»Det handler ikke om selve eksamen.«

Han mener, at den karakter, man får til den sidste eksamen, opfattes forkert.

»Jeg synes, at man burde værdsætte det, at de er blevet færdige med en ungdomsuddannelse, og sige tillykke. Ikke mere end det,« siger han, da B.T. taler med ham.

Den sidste eksamen er jo blot en eksamen ud af en lang række eksamener og karakterer og er derfor kun et øjebliksbillede.

»Og der var jo ikke nogen, der mødte op til de andre eksaminer,« siger Tony Andersen.

Det har ikke altid været sådan, forklarer han. I dag er afgangseksamen blevet en form for event.

»Det er blevet en stor ting. Det samme er det for de firmaer, der sælger huerne. Man får både glas, champagne og så videre med sin hue.«

Tony Andersen er gymnasielærer på Odense Katedralskole.
Tony Andersen er gymnasielærer på Odense Katedralskole. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han mener, at det må være op til den unge selv, om de vil dele, hvad de fik til den sidste eksamen, men også om de vil deltage i den begivenhed, studentereksamen er blevet til.

»Det er da fint at interessere sig for sit barns skolegang, men man skal huske, at det skal være deres valg og ikke noget, der pålægges dem,« lyder det fra Tony Andersen, der i denne periode har elever til eksamen i engelsk og dansk.

Derfor opfordrer han forældre til de unge, der enten nu eller lige om lidt får deres studenterhue på, til ikke at stille spørgsmålet 'hvad fik du?'

Det er ifølge Tony Andersen den eneste måde, man kan vende den negative kultur, der gør de unge unødvendigt nervøse.

»Vi er jo også samfundet, og det er også os, der kan ændre på det,« siger han.