En elev på Frederikshavn Gymnasium meldte sig torsdag syg og fik derfor foretaget en coronatest.

Den viste sig at være positiv – og det får nu betydning for klassekammeraterne.

Fredag blev hele klassen sendt hjem. Det skriver Nordjyske.

»Vi har sendt klassen hjem, og vi er i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed. Nu skal vi ringe rundt til elevernes forældre for at give dem vejledning og besvare mulige spørgsmål,« siger gymnasiets rektor Thomas Svane til Nordjyske.

Der går 25 elever i den hjemsendte klasse.

Mens de er hjemsendt, vil eleverne modtage fjernundervisning.

Alle eleverne i den pågældende 1.g-klasse skal nu coronatestes.

Klassen kan først vende tilbage til gymnasiet, når alle eleverne kan fremvise en negativ test.