En 2.g-klasse på Slagelse Gymnasium har klaget til skolens ledelse, efter en elev i klassen er blevet udelukket fra at tage med på studietur.

Eleven skulle have rejst med til Boston for at besøge et gymnasium i den amerikanske storby i uge 43, men nogle gamle opslag på Facebook betyder nu, at eleven ikke er velkommen på turen.

»Jeg fik at vide i dag, at hvis jeg tager med, kan det knuse venskabet mellem vores skoler,« siger sagens hovedperson til B.T.

Han har ønsket at være anonym. B.T. kender hans fulde identitet.

Eleverne i gymnasieklassen har i en besked til ledelsen, som B.T. har set, givet udtryk for, at de er ‘uforstående’ overfor, at personen, der ‘er et af de absolut rareste og sødeste mennesker, vi kender,’ ikke må komme med.

‘Dette er ubeskriveligt synd for (anonym elev) og for resten af klassen, der havde glædet sig til turen. Ikke nok med at 5.500 kroner er spildt, det er også sårende at blive udeladt på grund af en fire år gammel joke,’ står der i beskeden til ledelsen.

Årsagen til udelukkelsen fra studieturen skyldes to gamle Facebook-opslag, som den værtsfamilie, den udelukkede elev skulle have boet hos, opdagede og klagede over.

Ifølge B.T.’s oplysninger, som rektor på Slagelse Gymnasium, Lotte Büchert, har bekræftet stod der i det ene:

‘Jews did 9/11’ (jøder stod bag terrorangrebet på World Trade Center, red.)

I det andet opslag stod der til et billede af eleven, der dengang var folkeskoleelev, ‘just your average nigger on a sunny day.’

Det kan oversættes til ‘bare en helt almindelig neger på en solskinsdag.’

Men begge opslag, der nu er slettet, skal udelukkende betragtes som jokes, lyder det fra den nuværende gymnasieelev, som B.T. har taget kontakt til.

»Jeg mener ingen af de ting, og det har jeg aldrig gjort.Jeg burde aldrig have skrevet de opslag. Men jeg var bare en dum teenager, der ikke vidste bedre,« siger han.

Gymnasieklassen kalder i klagen ledelsen for ‘emsige og snæversynede’ og kalder derudover Facebook-opslagene for ‘en bagatel.’

Men sådan ser rektor Lotte Büchert ikke på det.

»I dansk kultur søger vi tilgivelsen, men sådan er det ikke altid i USA. Det her er et sindssygt følsomt emne for amerikanerne. Det er rigtig, rigtig alvorligt for dem,« siger hun.

Hun fortæller, at Slagelse Gymnasium gennem flere dage har forsøgt at mægle med det amerikanske gymnasium.’Men der er ikke mere at komme efter,’ siger hun.

»Vi har kontaktet skolen igen for at finde en anden værtsfamilie, men ingen vil have ham. Det er no go. Skolen ønsker ikke hans tilstedeværelse.«

»Når vi rejser derover, er vi deres gæster, og vi er der på deres præmisser. Jeg vil fortsat gerne have et godt samarbejde med skolen, for det er en åben og liberal skole,« siger Lotte Büchert.

Hun fortæller, at hun mildest talt er overrasket over klagen fra klassen. I øvrigt er det en misforståelse, at den udelukkede elev ikke kan få sine penge igen, siger hun.

»Jeg er dybt rystet over at klassen, vores global society-klasse med samfundsfag på A-niveau, ikke kan se alvorligheden af det her.«