En gymnasieelev på Viby Gymnasium er blevet tiltalt for dokumentfalsk af coronatest. Nu risikerer eleven udvisning.

Eleven forfalskede tidligere på året sin coronatest for at komme til undervisning. Nu er vedkommende sigtet og skal for retten i Aarhus.

Det kommer efter, at gymnasiet i foråret opdagede, at flere elever havde forfalsket en coronatest for at komme i skole. Det skriver DR Østjylland, der har fået aktindsigt i dokumenter i sagen.

Ifølge DR forventes det, at eleven vil tilstå forfalskningen i retten i Aarhus.

Desuden fremgår det i dokumenterne i sagen, at vedkommende skal dømmes efter den særlige coronapragraf, der giver mulighed for at forhøje straffen for visse forbrydelser, der har relation til coronaepidemien i Danmark.

Hvis gymnasieeleven får en ubetinget fængselsstraf for forfalskningen, risikerer eleven altså at blive udvist af Danmark.

Ifølge mediet skulle eleven have uploadet et negativt testsvar på en coronatest fra Falck på Lectio. Men eleven havde ændret datoen, så der kunne fremvises en gyldig negativ test.

DR skriver, at vedkommende har erkendt at have ændret datoen.

Viby Gymnasium opdagede forfalskningen efter, at de gik igennem de testsvar som elever havde indsendt for at kunne komme til undervisning i foråret.

Her opdagede gymnasiet yderligere fem elever, som ifølge politiet alle har erkendt at have forfalsket deres testsvar.

Ingen af sagerne har endnu været for retten. DR skriver, at Østjyllands Politi ikke har ønsket at kommentere sagen.