Siden 2016 har Gustav Røssberg Lauridsen filmet pigerne i de omdiskuterede auditions for førsteårselever på Rungsted Gymnasium. Han erkender grovheder, men efterspørger flere nuancer i debatten.

Da Anja Leighton i 2016 var en del af en audition, hvor hun skulle kysse med sin veninde foran en masse ældre drenge, stod Gustav Røssberg Lauridsen bag kameraet. Han var selv førsteårselev, men kendte de ældre drenge og filmede dagens udfordringer for dem. I dag forstår han til dels kritikken af auditions.

»Dengang syntes jeg, der var noget, som var for meget. Jeg havde tidspunkter, hvor jeg slukkede kameraet. Jeg spurgte pigerne bagefter, om de havde noget imod det, der skete. Mange af dem var mine veninder, og jeg fortalte dem, at jeg havde filmet det hele og godt kunne slette klippene, hvis de ville, men der var ikke nogen, der sagde noget. Jeg spurgte Anja som den første, og hun sagde bare ‘ja ja, du tager det bare med’,« fortæller Gustav og tilføjer:

»Mange af mine veninder kan heller ikke genkende Anjas oplevelser. Ingen husker, at hun var ked af det.«

Hvad tænker du om den invitation, som Anja fik, hvor dresscode var rødt undertøj?

»Der er nogle gange, hvor drenge bliver for kæphøje, og det med rødt undertøj er måske lige at presse den. De har nok siddet et par drenge sammen og tænkt, at det ville være sjovt.«

I 2017 filmede Gustav igen førsteårspigerne under audition, hvor de udvalgte blev inviteret med til en lukket middag. Her blev pigerne også udfordret til at kysse med hinanden og slikke flødeskum af en agurk, som havde et kamera fastgjort for enden.

Pigerne blev dog, ifølge Gustav, forsikret om, at de altid kunne sige fra, hvis det blev for meget.

»Man er en del af systemet, og noget af det er for meget. Gruppepres er selvfølgelig også en del af det i situationen, men de fleste ved godt, hvor deres grænse går. Jeg spurgte pigerne, om jeg måtte filme, og drengene havde på forhånd sagt, at pigerne kunne sige fra, hvorfor man i videoen også ser en af pigerne knække en agurk foran alle drengene, hvilket de syntes var super fedt.«

I dag går Gustav Røssberg Lauridsen selv i 3.g på Rungsted Gymnasium.

Audition for pigerne skulle have været afholdt onsdag, men er blevet aflyst på grund af de seneste dages debat. Men festerne fortsætter.

»Vi havde allerede talt om, at der skulle holdes en audition, hvor pigerne skulle kunne sige, at de har haft den sjoveste dag, og ikke føle, at de ville fortryde noget. Nu er auditions helt fjernet. Selvom vi har fjernet auditions og prøver at finde alternative løsninger, vil jeg gerne påpege, at der er mange gode minder fra de her middage, og mange synes, det har været det sjoveste.«

Selvom debatten har fokuseret på drengenes auditions for førsteårspigerne, understreger Gustav, at pigerne afholder præcis de samme auditions hvert år.

I 2016 oplevede han det på egen krop, da han sammen med 19 andre drenge var inviteret til 3.g-pigernes arrangement, hvilket han husker som en 'god oplevelse'.

Kan det ikke skade studiemiljøet, når nogle er inviteret, og andre ikke er?

»Det er svært at sige. Det er fedt, at vores rektor laver arrangementer for alle, men hvem folk inviterer i det private, kan man jo ikke gøre noget ved.«