Byt dit gamle Rolex-ur, din nye diamantring eller din bil væk og få kontanter den anden vej.

Pantsætning af værdigenstande som lånetype er en ting, der er på vej frem. Det oplyser landets største pantbank, Nicuma. Pantbanken vil ikke gå i nærmere detaljer med kundeantallet, men oplyser, at de hver måned indgår ca. 100 nye aftaler.

Det indebærer, at man som kunde pantsætter en værdigenstand, hvorefter man modtager et pengebeløb af pantbanken. Dernæst bliver der aftalt en løbetid på lånet, hvor kunden kan vælge at købe genstanden tilbage igen ved aftalens udløb.

Er det ikke muligt for kunden, så kan pantbanken i stedet sælge genstanden og forsøge at dække udlånet den vej igennem.

Ringe er en populært pantsat genstand hos virksomheden.
Ringe er en populært pantsat genstand hos virksomheden.

Ifølge Nicolai Miltoft, der er vurderingschef hos Nicuma, er det dog ikke tilfældet særligt ofte:

»Når folk hurtigt har behov for nogle penge, så ville det oplagte jo umiddelbart være at sælge værdigenstanden og så købe den tilbage, når folk har råd til det. Men hvis det har en affektionsværdi for dem, så er det nemmere bare at 'låne' det ud, og i langt de fleste tilfælde så har folk jo også råd til at købe det tilbage fra os,« fortæller Nicolai Miltoft.

Og det er ellers ikke småting, som danskerne vælger at pantsætte. Hos Nicuma på Østerbrogade i København viser Nicolai Miltoft en række af de genstande frem, som danskere har pantsat hos virksomheden.

Rolex-ure, Louis Vuitton-tasker, smykker, designermøbler, guldbarrer og diamanter til flere hundredtusinder af kroner er blot nogle af de ting, som virksomheden kan vise frem.

En diamant som denne er vurderet til en nypris på 400.000 danske kroner.
En diamant som denne er vurderet til en nypris på 400.000 danske kroner.

Selvom det kan lyde flot og eksklusivt, så er det ifølge Nicolai Miltoft alle slags mennesker, der pantsætter værdigenstande hos virksomheden. Og de gør det ofte.

»Det er folk fra alle samfundslag. Det er hr. og fru Danmark. Det er folk, der skal bruge 500 kroner, og det er folk, der skal bruge op mod flere millioner. Og inden for de sidste seks måneder har vi ydet 160 pct. flere lån til dem end i samme periode sidste år,« fortæller han.

Men hvorfor vælger danskerne at pantsætte deres værdigenstande i stedet for at gå i bankerne og spørge om et lån?

Spørger man vurderingschef Nicolai Miltoft, skyldes det tilgængeligheden og muligheden for at kunne løse pludseligt opståede problemer.

En, der har benyttet sig af muligheden for at pantsætte sine værdigenstande, er selvstændigt erhvervsdrivende Anastassia fra København. Ifølge hende har pantbankerne sine klare fordele.

»Vil du låne i banken, så stiller de jo en masse spørgsmål, og du skal have godt styr på din økonomi. Men hvis du eksempelvis er selvstændig og ikke har en garanteret indkomst, men derimod har faste udgifter, så er det jo optimalt, at man kan låne nogle penge i en periode med lave indtægter, hvor man så kan købe sin genstand tilbage, når økonomien igen tillader det,« fortæller Anastassia.

Hos Forbrugerrådet Tænk opfordrer de dog danskerne til at tænke sig om, inden de anvender pantbankerne som alternativ til de almindelige banker.

»Dels er der tabet af affektionsværdien, som kan være stor, hvis pantbanken ser sig nødsaget til at sælge din værdigenstand. Derudover kan de rent økonomiske omkostninger være noget højere, da det er et helt andet marked, som man er ude på, hvor renterne typisk vil være højere,« fortæller seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

330.000 kroner pr. styk. Så meget er de to guldbarrer værd med en vægt på 1000 gram.
330.000 kroner pr. styk. Så meget er de to guldbarrer værd med en vægt på 1000 gram.