Onsdag aften blev der tilsyneladende pludselig indgået en »rammeaftale« om Grønland mellem Natos generalsekretær, Mark Rutte, og USAs præsident, Donald Trump.

Men aftalen, hvis nærmere indhold fortsat er ukendt, blev indgået henover hovedet på Grønland, og det er ifølge grønlandske Margrete Johansen helt forkert.

»Jeg vil bare sige helt generelt, at der ikke er nogen aftaler om Grønland uden os,« siger hun til B.T. og fortsætter: 

»Det er en besynderlig proces, der er i gang lige nu, men lad os nu se, hvad den indeholder, og hvad der er muligheder i det.«

Margrete Johansen bor i Danmark, men har stadig tætte bånd til Grønland, hvorfra hun blev bortadopteret som knap seks måneder gammel i 1951. 

Hun rejser ofte til Grønland og taler også med grønlændere i Danmark.

Mark Rutte og Donald Trump onsdag under et bilateralt møde til World Economic Forum i Davos i Schweiz.
Mark Rutte og Donald Trump onsdag under et bilateralt møde til World Economic Forum i Davos i Schweiz. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Selvom hun er utilfreds over, at Mark Rutte og Donald Trump har indgået en aftale uden at inddrage grønlænderne, håber hun alligevel, at aftalen kan købe dem lidt hårdt tiltrængt pusterum.

»Nu blev der i hvert fald igen købet 20 minutters frirum. Så håber vi på, at det lægger sig lidt, fordi det er godt nok raske tider,« siger hun.

Ud fra det, der indtil videre ubekræftet er kommet ud om aftalen, så handler det blandt andet om at etablere nogle Nato-sikkerhedszoner og at give USA vetoret overfor investeringer i minedrift. Hvad tænker du om det?

»Vi ved jo alle sammen, at USA i forvejen har den militære overherredømme i Grønland, og vi ved også alle sammen, at USA har haft mulighed for at få koncessioner til minedrift i Grønland, men at man ikke har benyttet mulighed. Så der er egentlig ikke noget nyt i det,« svarer Margrete Johansen og fortsætter:

»Jeg tænker, at vi bare må sidde på hænderne og lige trække vejret og se, hvad der kommer til at ske i de kommende dage, for man kan jo ikke regne med noget som helst nu om stunder.«

Så du tør ikke ånde lettet op?

»Det kan jeg ikke forestille mig, at der er nogen, der gør i denne her situation. Det er jo stadigvæk at trække vejret helt oppe i halsen.«

Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.