Den berømte Trump-støtte Jørgen Boassen har en helt central rolle i det amerikanske besøg, som finder sted i Grønland netop nu.

Donald Trumps særlige udsending, Jeff Landry, er der for at skabe 'venner'. Og det med en række særlige input fra Jørgen Boassen.

Det fortæller han i et interview med B.T.

»Jeg har talt med Jeff Landry flere gange, og da jeg var på ferie i USA, bad han mig om at tage til Grønland og hjælpe ham med nogen ting under besøget,« siger Jørgen Boassen. 

Det var også Jørgen Boassen, der i januar sidste år hjalp Donald Trump Jr. under hans besøg i Nuuk. Den gang fik han ikke betaling for det, men det håber han på, der kommer den her gang. 

»Jeg har fået betalt flybilletten fra USA til Grønland, og jeg håber, jeg får betaling for at hjælpe den her gang, men det er ikke aftalt,« siger han. 

Hvad er det du præcist hjælper Jeff Landry med under besøget?

»Trump har sendt ham på opgave for at få flere venner, og det hjælper jeg ham med,« siger han.

Boassen: Jeg fik ideen
Den rådgivning, Jørgen Boassen har givet, kan tydeligt ses på Jeff Landrys besøg på Grønland. 

Mandag er det gået rundt i medierne, at han har taget amerikansk læge Joseph Griffin med på besøget. 

Griffin har efter ankomsten søndag sagt, at Landry har spurgt ham om at tage med på turen til Nuuk for at hjælpe med at 'vurdere de medicinske behov' i Grønland.

»Vi vil først og fremmest gerne lære, hvordan sundhedspleje praktiseres her,« siger lægen til TV 2

Jørgen Boassen oplyser, at han har anbefalet Jeff Landry at tage en amerikansk læge med. 

»Da vi planlagde at rejse til Grønland, sagde jeg til Jeff Landry, at det var en god idé at tage en læge med, så han kunne deltage, når vi taler med sundhedsvæsnet,« siger Jørgen Boassen. 

Donald Trump foreslog tidligere i år at sende et amerikansk hospitalsskib til Grønland. Det takkede den grønlandske regering dog nej til.

Jørgen Boassen fortæller, at den amerikanske læge skal hjælpe med at undersøge mulighederne for, at læger fra USA kan arbejde i Grønland samt igen at se på mulighederne for et hospitalsskib.   

»Vi prøver at finde ud af, om amerikanerne kan komme og hjælpe til i både sundhedsvæsnet og i et hospitalsskib,« siger han. 

Vil holde møde om hospitalsskib
Det har været fremme, at den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen (D)og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), mandag mødes med Jeff Landry og USAs ambassadør i Danmark, Ken Howery.

Jørgen Boassen forsøger dog at få andre møder i stand, hvor hospitalsskibet er dagsordenen. 

Han har forsøgt at få et møde med borgmester Lars Erik Gabrielsen i Grønlands tredje største by, Illuissat, hvor han vil tale om hospitalsskibet.

»Jeg har spurgt om borgmesteren i Illuissat har tid til at mødes i dag (mandag red.) for at snakke om hospitalsskibet, men han skulle spørge sit bagland,« siger han og tilføjer:

»Han er meget forsigtig. Danskerne tror, de ejer Grønland, men jeg tror, man her i Grønland bliver trætte af det, så der kommer lidt forandring. Det håber jeg,« siger han. 

Jeff Landry har selv sagt, at han er på Grønland for at skabe god stemning, men helt ærligt hænger besøget så ikke sammen med Donald Trumps interesse i at overtage Grønland?

»Det er Trumps interesse, han varetager,« siger Jørgen Boassen.