Det har vakt opsigt, at Donald Trump endnu engang har luftet ideen om, at USA skal overtage Grønland.
Nu fortæller det grønlandske folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), at hun er klar til at indgå i »en åben dialog« med Trump.
»Vi er villige til at deltage i en åben dialog om, hvad præsident Trump konkret mener med sin interesse for Grønland,« oplyser hun i en skriftlig kommentar til B.T. og fortsætter:
»Udtalelser som dem fra præsident Trump viser en forståelse for Grønlands - også kaldet Nunarput - strategiske og globale betydning, men det er vigtigt at understrege, at Grønland ikke er en handelsvare eller et geostrategisk trofæ.«
Aki-Matilda Høegh-Dam har dog et vigtigt krav til Trump.
»Men sådanne diplomatiske diskussioner kan ikke finde sted uden Grønlands direkte repræsentation og fulde deltagelse. Det er ikke blot en nødvendighed – det er et krav,« fortæller hun.
Aki-Matilda Høegh-Dam giver udtryk for, at Grønland bør blive en selvstændig stat, der kan styrke sin deltagelse i organer som NATO, EU og Nordisk Råd.
»For uden at være en stat kan Grønland ikke opnå den repræsentation og det demokratiske medansvar, som er nødvendigt for at sikre vores interesser,« siger det grønlandske folketingsmedlem og tilføjer, at hun er interesseret i en diskussion om samarbejde snarere end ejerskab.
»Vi ønsker ikke at gentage historien ved at isolere os til ét enkelt land, som vi har gjort med Danmark i århundreder.«
