Grønlandske politikere vil skifte tidszone, så landet har lige stor tidsforskel mellem Nordamerika og Europa.

Grønlands parlament har torsdag vedtaget, at landet næste år skal skifte tidszone.

Det skriver mediet Sermitsiaq AG.

Skiftet træder i kraft, når Grønland skifter til sommertid i marts næste år. Men Grønland vil så ikke skulle skifte til vintertid i oktober.

Den nye tidszone vil betyde, at der er tre timers forskel mellem Nordamerika og Grønland, og mellem Europa og Grønland.

I dag er der fire timers forskel mellem Grønland og Europa.

Ifølge det grønlandske medie har flere af Grønlands politikere været bekymrede for, om et skift i tidszone kan få konsekvenser for folkesundheden.

Bekymringen går på, at forslaget vil betyde, at Grønland får en anden tidszone, end man rent geografisk burde have.

Derfor vil de grønlandske politikere også holde øje med forskning i unges søvn fra Island, hvor der også er en forskudt tidszone.

/ritzau/