Den højspændte situation mellem USA, Danmark og Grønland trækker overskrifter over hele verden i disse dage.
Og det kan også mærkes for grønlændere bosat i Danmark.
En af dem er Pilunnguak Poulsen, der til TV Syd fortæller, at hun nu 'hele tiden' oplever, at danskere henvender sig til hende på gaden med spørgsmål.
»Det er på mange måder jo dejligt, men det kan godt være lidt overvældende med al den opmærksomhed,« fortæller hun til TV Syd og fortsætter:
»Min mand tager sine høretelefoner på, så han kan koncentrere sig om sit arbejde, og jeg barrikaderer mig lidt i vores lejlighed.«
Hun understreger dog over for mediet, at folk er søde og venlige, når de henvender sig til hende.
Hun tilføjer, at mange endda kommer med undskyldninger for, hvordan Danmark historisk har opført sig over for Grønland.

