Det er populært at tage på Grøn til sommer, når musikfestivalen slår vejen forbi otte danske byer.
Billetsalget åbnede onsdag morgen, og den ene by efter den anden er blevet udsolgt. Onsdag kort før klokken 14 er syv af otte byer udsolgt.
Det oplyser arrangørerne bag Grøn, Tuborg og Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.
Grøn - eller Grøn Koncert, som det officielt hed frem til 2017 - har kun ledige billetter til koncertdagen i Esbjerg 23. juli.
Festivalen, der finder sted fra 16. juli til og med 26. juli, melder altså komplet udsolgt i byerne Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Odense, Næstved og Valby.
Grøn har været udsolgt de seneste tre udgaver, hvor der sidste år blev udsolgt af billetterne til fem ud af otte byer den dag, de blev sat til salg. Derfor overgår årets billetsalg altså allerede sidste års lynsalg.
For Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, er opbakningen "næsten ikke til at forstå".
- De sidste tre år er billetsalget gået hurtigere og hurtigere, og i år er billetterne revet væk tidligere end nogensinde før. Vi har tilmed udvidet nogle af pladserne for at få plads til lidt flere festglade gæster i år, siger han.
Samtidig med åbningen af billetsalget annoncerede Grøn de to første navne til sommerens musikprogram med Lukas Graham og Annika.
I alt otte artister - hvor de resterende seks bliver offentliggjort i de kommende uger - kommer til at indtage scenen, når sommerens koncertkaravane igen ruller gennem landet.
Det er femte gang, at Lukas Graham er med på turnéen, siden han for første gang deltog i 2018.
Det bliver Annikas første tur på Grøn, men hun kan allerede bryste sig af at være den yngste nogensinde til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival 2025 i en alder af 20 år.
Siden 1983 har Grøn samlet tusindvis af danskere til musik under åben himmel med det formål at sende overskuddet videre til Muskelsvindfondens arbejde.
/ritzau/
