Blot fem dage efter billetsalgets åbning 8. april og annonceringen af de to første artister i form af Lukas Graham og Annika, kunne Grøn melde udsolgt til alle koncerter landet over.
Nu er Grøn klar med yderligere to artister til listen, der kommer til at bestå af i alt otte.
For første gang nogensinde er rapperen Benny Jamz at finde på Grøn-plakaten, mens rapperen fra Vestegnen Tessa melder sig klar til sin anden gang som navn på plakaten.
Det oplyser arrangørerne bag Grøn, Tuborg og Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.
Grøn har eksisteret siden 1983 og hed frem til 2017 officielt Grøn Koncert. Hele overskuddet for koncerterne landet over går til Muskelsvindfondens arbejde.
Selv om Benny Jamz tidligere har været gæst til andre kunstneres optrædener på Grøn - senest med Gilli 2025 - så er det første gang, at hans navn optræder på plakaten.
- Jeg glæder mig til at holde en fest med jer allesammen, udtaler han til sommerens Grøn-publikum i pressemeddelelsen.
I juni 2024 udgav han albummet "Kenny" med Gilli, som senere skulle blive navnet på de to rapperes show på Roskilde Festivals hovedscene - Orange Scene.
Senest Tessas navn var på listen over kunstnere til Grøn var til hendes debut i 2022, men hun har allerede varmet en smule op til årets koncertkaravane ved at gæsteoptræde på både Medinas og Suspekts Grøn-koncert i Valby sidste år.
Tessas debutsang "Ben" har over 30 millioner afspilninger på Spotify og tre gange platin-status, og med over 330.000 månedlige afspilninger er hun blandt de mest streamede rappere i Danmark.
Hun har blandt andet tidligere skilt sig ud på den danske rapscene ved at have en tidligere statsminister med i musikvideoen til sangen "Blæstegnen" - nemlig Helle Thorning-Schmidt, som også selv kommer fra Vestegnen.
- Jeg glæder mig bare til at spille for alle mine Sjakalinas (udtryk for Tessas fans, red.) i hele Danmark. At få lov til igen at rejse landet rundt og spille for jer betyder mere, end I aner, udtaler hun.
Selv om alle billetter til Grøn 2026 er udsolgt, kan man stadig på Grøns hjemmeside tilmelde sig ventelister for videresolgte billetter.
Grøn kommer i år forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.
/ritzau/
