Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg er kåret som Årets Person i 2019 af det amerikanske nyhedsmagasin Time.

Det oplyser Time på Twitter.

Titlen betegner en person, en gruppe, et land, en organisation eller en idé, der har sat et markant præg - positivt eller negativt - på året, der gik.

Thunberg er en fremtrædende stemme i kampen mod klimaforandringer. Hun begyndte for over et år siden sin skolestrejke for klimaet.

Her blev hun i august 2018 væk fra undervisningen hver fredag og demonstrerede i stedet foran Riksdagen i den svenske hovedstad, Stockholm.

Mange elever og studerende forskellige steder i verden har siden da ladet sig inspirere af den unge svenske klimaaktivist.

Times chefredaktør, Edward Felsenthal, forklarer på Times hjemmeside, hvorfor titlen tilfalder netop Thunberg.

- For at slå alarm over menneskehedens destruktive forhold til det eneste hjem vi har, for at komme med en stemme, der skærer igennem baggrunde og grænser i en fragmenteret verden.

- Og for at vise os alle hvordan det kan se ud, når en ny generation fører an, er Greta Thunberg Årets Person i 2019, siger chefredaktøren.

Fire andre kandidater var med i det sidste kapløb om at få titlen.

Det drejer sig om USA's præsident, Donald Trump, demonstranterne i Hongkong, whistlebloweren i den igangværende Ukraine-sag samt Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus.

I september protesterede millioner af demonstranter i op mod 185 forskellige lande med et budskab til verdens ledere om at gøre noget ved klimaforandringer.

Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

- I årtier har forskere og aktivister forsøgt at få verdens ledere til at tage klimaforandringerne alvorlig. Men i år har en teenager på usandsynlig vis formået at få verdens opmærksomhed, skriver Time.

Time har også offentliggjort en række andre kåringer.

USA's kvindefodboldlandshold er Årets Atlet, og den amerikanske sanger og rapper Lizzo er Årets Entertainer.

"Embedsmænd" er som samlet begreb kåret som Årets Vogtere med henvisning til whistleblowere, mens Disneys administrerende direktør, Bob Iger, er kåret som årets forretningsperson.

/ritzau/