Et 225 meter langt fragtskib lastet med 60.000 ton soja ligger lige nu ved indsejlingen til havnen i Amsterdam og kan ikke lægge til kaj.

Foran skibet på havneindsejlingens sluseport hænger Greenpeaces aktivister nemlig lænket fast, og forhindrer skibet i at komme videre.

Længere ude sejler små gummibåde med aktivister fra miljøorganisationen.

Det oplyser Greenpeace i en pressemeddelelse.

Foto: Greenpeace
Vis mere

Og der er over 60 aktivister fra Greenpeace, som lige nu forsøger at forhindre fragtskibet Crimson Ace i at lægge til kaj i den hollandske hovedstad.

Skibet, som kommer fra Brasilien, er nemlig lastet med soja, som skal bruges til foder i husdyrproduktionen.

Aktivisterne ønsker at skabe opmærksomhed på fældning af skov, der skader klimaet, og de forsøger at lægge pres på politikerne i EU, så de vedtager en lov, der beskytter regnskovene og andre af verdens store naturområder.

På enorme oppustelige terninger foran skibets indsejling står teksten 'Beskyt naturen'.

Foto: Greenpeace
Vis mere

En af aktivisterne er danske Nicoline Hagen, der deltager i aktionen i en gummibåd.

»Vi blokerer for dette skibs last af soja for at få sat en stopper for EUs og Danmarks medvirken til naturødelæggelser i lande som Brasilien. Det er dybt uansvarligt, at EUs storproduktion af køer, svin og kyllinger sker på bekostning af naturen, klimaet og oprindelige folk,« siger hun.

Ifølge Greenpeace er kødindustriens forbrug af importeret soja til dyrefoder er en af de største årsager til rydningen af skov, naturødelæggelser og krænkelser af menneskerettigheder.

Men hverken EU eller Danmark kræver i dag, at selskaber kan dokumentere, hvor sojaen kommer fra, så det er umuligt at vide.

Det ønsker aktivisterne at ændre på.

Den nye EU-skovlov kan gøre det lovpligtigt for virksomheder at dokumentere sojaens oprindelse, og at importerede råvarer er fri for skovrydning og krænkelse af menneskerettigheder.