To uger.

Så længe gik der fra en kvindelig kok på et hotel fortalte sin arbejdsgiver, at hun var gravid, til hun pludselig modtog en fyreseddel, skriver Fagbladet 3F.

Den kvindelige kok havde haft hele sit voksne arbejdsliv i køkkenet på hotellet.

Først havde hun været elev på stedet, og da hun var færdiguddannet, blev hun fastansat som udlært kok.

Da hun i november 2017 gik til sin chef og fortalte, at hun var gravid og havde tænkt sig at få barnet, havde hun ingen forventning om, at der skulle falde en fyreseddel to uger senere.

Men det var præcis, hvad der skete. I afskedigelsen til den kvindelige kok stod der:

»Årsagen er firmaets dårlige økonomi og mangel på ordrer i ordrebogen. Såfremt der sker ændringer i dette, vil du som den første være i betragtning til en genansættelse.«

I samarbejde med sin fagforening klagede kvinden til Ligebehandlingsnævnet, som nu er kommet med sin afgørelse.

Og Ligebehandlingsnævnet købte ikke forklaringen om, at hotellets økonomi var ved at smuldre i en sådan grad, at det kunne retfærdiggøre at fyre en gravid medarbejder.

I samme køkken var to andre ansatte, som ejeren kunne have valgt at afskedige, før fyringen ramte den gravide. Begge havde været på hotellet i kortere tid end den kvindelige kok.

Og i ligebehandlingsloven fremgår det, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

»Nævnet vurderer, at indklagede ikke tilstrækkeligt har dokumenteret, at selskabet ikke kunne have opnået den ønskede besparelse på anden vis, eller at det var nødvendigt at afskedige klager frem for andre medarbejdere.«

Ligebehandlingsnævnet gav derfor kvinden medhold i, at hendes fyring var uretmæssig og tilkendte hende en godtgørelse på 235.000 kroner – eller hvad der svarer til cirka ni måneders løn.

Penge, som skal betales af hendes tidligere arbejdsgiver.

Ifølge Tina Møller Madsen, der er gruppeformand for Privat Service, Hotel og Restaurationsansatte i 3F, er sagen om den kvindelige kok et tydeligt eksempel på, at vi halter efter, når det kommer til at behandle kønnene lige.

»Sagen viser, at der fortsat er langt til ligebehandling i Danmark, selv om vi for længst har etableret barselsfonde, der gør, at også små virksomheder har råd til at sende medarbejdere på barsel,« siger hun til Fagbladet 3F.

»Jeg tror desværre nogle arbejdsgivere spekulerer meget i, at det kræver et stort overskud for en gravid kvinde at føre en ligebehandlingssag, og derfor løber de risikoen og håber, der ikke bliver nogen sag. Den bedste sikkerhed for gravide er derfor at stå i en fagforening,« siger Tina Møller Madsen.