Kirkegraveren Annie Ovesen er pludselig blevet centrum i en ubehagelig chikane-sag i sit eget lokalområde og på sin arbejdsplads ved Thorup Kirke.

På byskilte og på den kirkegård, hun er graver ved, hænger der skilte til offentlig skue for besøgende på gravpladserne, naboer og venner i Rebild, Skørping og Hellum i Nordjylland.

'Annie's sexklub tilbyder,' står der som overskrift på sedlerne, som om Annie Ovesen sælger seksuelle ydelser mod kolde kontanter til især yngre drenge og 'enkemænd, hvis hustruer jeg har begravet'.

Et personligt angreb så nærgående, at Annie Ovesen eftersøger skribenten bag offentligt på Facebook, ligesom hun har meldt det til politiet.

Politiet har rådet Annie Ovesen til ikke at udtale sig om sagen af hensyn til efterforskningen, og derfor har hun ingen kommentarer til sagen, da B.T. taler med hende mandag. Politiet i Himmerland bekræfter, de har modtaget anmeldelsen, men ingen yderligere kommentarer.

Det var ikke nogen let beslutning at dele sedlerne på sin Facebook, men, som hun skriver med store blokbogstaver, er budskabet klart – hun håber på hjælp til at finde den person, der står bag sedlerne.

'Jeg er rigtig ked af det her, og det er meldt til politiet, hvis nogen ser lignende sedler, eller har set dem, eller hvis nogen skulle have set en opføre sig underligt i forbindelse med de steder, så skriv på Messenger til mig,' skriver Annie Ovesen.

Annie Ovesen har fundet sedlerne på et byskilt i Hellum, ved Rebild Bakker, ligesom vedkommende har puttet det i postkasser og spredt det rundt på kirkegården ved Thorup Kirke.