Det ser sort ud. Meget sort ud.
Så dyster er meldingen fra flere frisører, der netop nu rammes hårdt af den sprængfarlige cocktail af inflations- og energikrise tilsat stor gæld fra coronanedlukningen, der nu skal betales tilbage til staten.
»Det er rigtig, rigtig slemt, vil jeg ærligt sige. Og næsten umuligt. Det var rigtig hårdt i de første otte måneder af gældsafviklingen, da verden stadig var lidt normal. Men siden oktober og november kan vi virkelig mærke, at der går længere tid mellem, at vi ser folk i salonerne. Og så er der et efterslæb fra corona.«
Det fortæller Jesper Eugenio, der har to frisørsaloner i henholdsvis Esbjerg og Ribe med sin mand, César Eugenio.
De nuværende regler for coronagælden siger, at den skal afbetales på 24 måneder, og det betyder, at frisørparret nu har afdraget 70.000 kroner hver eneste måned i ti måneder.
»Det er rigtig, rigtig svært. Svært, fordi vi er et ægtepar, der driver det. Vi kan mærke det på vores egen økonomi og på salonerne. Vi har altid haft seks frisørelever, nu er vi nede på en. Det kommer til at bide os i halen om nogle år, fordi vi mangler de folk der.«
»Vi kan ikke få det til at løbe rundt med de nuværende regler. Så skal jeg ud at trylle. Det vil jeg da være villig til at forsøge, men altså. Det er det korte, ærlige svar,« siger Jesper Eugenio, der har været selvstændig i mange år og aldrig har oplevet noget lignende.
Derfor har han et klart ønske: at fristen for at tilbagebetale coronalånene forlænges fra 24 måneder til 48 måneder.
»Giv os 48 måneder, så skal vi nok klare det. Men den her tommelskrue er svær.«
Samme melding kommer fra de selvstændige frisørers organisation, DOFK, hvor forkvinden hedder Connie Mikkelsen.
Hun fortæller, at de hos DOFK regelmæssigt for tiden har grædende frisører i røret, der ikke ved, hvad de skal gøre.
»De har det rigtig svært. Det er meget psykisk,« siger hun og læser en mail op, hun modtog i torsdags, hvor en frisør forklarer, at vedkommende er ved at »kaste op over usikkerheden«.
Connie Mikkelsen forklarer, at problemet skyldes et sammenfald af mange farlige, uheldige ting. Coronapandemien tvangslukkede salonerne i omkring fem måneder i løbet af to år, hvor mange på anbefaling holdt hånden under de ansatte. Siden blev moms- og skatteindkrævningen udskudt.
»Og så er der kommet en afbetalingsordning nu, som man ikke kendte, da man optog lånene. Den ordning er lavet, så lånene skal indfries over maks. 24 måneder med 8,4 procent i rente, der ikke kan trækkes fra.«
Kombineret med inflationen og »kæmperegninger« på strøm og varme kan de også se, at kunderne er begyndt at trække tiden mellem frisørbesøg, da de bliver bange for deres privatøkonomi.
Derfor appellerer både DOFK og SMVdanmark, der er en sammenslutning for Danmarks små og mellemstore virksomheder, for at forlænge fristen for betaling af coronalån fra 24 til 48 måneder.
»Med inflation og høje energipriser står en række af de her virksomheder i et likviditetsproblem,« forklarer Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
»De mangler simpelthen penge til regninger og risikerer at lukke. Der er stadig 13.000 virksomheder med coronalån.«
Det er især frisørfaget, der er ramt, men ikke kun frisørfaget. Det er timelønsfagene og oplevelsesfagene – især uden for de store byer, forklarer Jakob Brandt.
Og SMVdanmarks konjunkturstatistik bekræfter det. Tre ud af fire frisørvirksomheder vurderer, at deres økonomiske situation lige nu er værre end sidste år. Og 68 procent forventede at afslutte 2022 med et dårligere økonomisk resultat end i 2021.
»Derfor er vores forslag til regeringen, at de skal forlænge fristen fra 24 til 48 måneder. Staten skal selvfølgelig have sine penge, men sådan her bliver den månedlige regning lavere. Det giver kunstigt åndedræt.«