Godt nyt: Vil vokse i Danmark
Dansk økonomi trodser den globale uro.

Dansk økonomi trodser den globale uro.

Danmarks Nationalbank forventer, at dansk økonomi vil vokse med fire procent i år.
Sådan lyder det i en ny prognose.
Ifølge Nationalbanken er fremgangen især drevet af en stigning i medicinalindustriens produktion i udlandet i første halvår.
Dansk økonomi ventes fortsat at vokse de kommende år, lyder det.
Christian Kettel Thomsen, der er nationalbankdirektør, siger:
»Dansk økonomi har indtil videre trodset den globale uro. Vi forventer høj vækst i BNP i år, men uden tegn på øget løn- og prispres. Det skyldes blandt andet, at en stor del af fremgangen kommer fra produktion i udlandet, som kun i begrænset omfang lægger beslag på dansk arbejdskraft og kapital.«
Krigen i Mellemøsten og stigende energipriser har i år løftet inflationen både herhjemme og i euroområdet, og højere energipriser vil løfte inflationen hen over vinteren.
”Nationalbanken anbefaler, at regeringen i finansloven til oktober ikke skubber mere til efterspørgslen end det, der allerede er lagt op til i august, og at regeringen udviser forsigtighed med at udmønte hele råderummet i de kommende år,” siger Christian Kettel Thomsen.
Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, ventes at vokse med 4,0 pct. i år, 2,3 pct. i 2027 og 2,0 pct. i 2028. Inflationen ventes at blive 1,7 pct. i år, 2,4 pct. i 2027 og 2,1 pct. i 2028.