Når studiestarten begynder i september 2021, kan nye studerende, der rykker til København, få en kende lettere ved at finde et sted at bo.
Pris og ventetid på studieboliger i København behøver nemlig ikke være dyr og lang. B.T. har sammen med Kollegiernes Kontor i København samlet fem studieboligkomplekser i København med de korteste ventelister til SU-venlige priser.
Rebæk Søpark Kollegiet

Kollegiet er placeret i Hvidovre, men ligger lige ved siden af Rødovre S-station.
Ventetid mellem 1-6 måneder
Pris fra 2.560 kroner for et værelse med eget bad/toilet og fælleskøkken
Placering i Hvidovre
Hvidovre Hospitals Kollegium (Hvidovre)

Man skal ikke være under uddannelse som læge eller sygeplejerske for at bo på kollegiet, selvom det ligger ved siden af Hvidovre Hospital.
Ventetid mellem 1-6 måneder
Pris fra 3.050 kroner for et værelse med eget bad/toilet og fælleskøkken
Placering i Hvidovre
Kagså Kollegiet

Kagå Kollegiet ligger tæt på Herlev Hospital og i cykelafstand til både Herlev og Buddinge station.
Ventetid mellem 6-12 måneder
Pris fra 2.514 kroner for et værelse med eget bad/toilet og fælleskøkken
Placering i Søborg
Robert Jacobsen Kollegiet

Kollegiet ligger i Ørestad Syd tæt på Fields butikscenter, Royal Arena og Bella Centret.
Ventetid 3-9 måneder
Pris fra 4.784 kroner for et værelse med eget bad/toilet og trinettekøkken
Placering i København S
Amagerbrogade 286

9 af de 90 af ungdomsboligerne er handicapvenlige, hvilket blandt andet betyder, at badeværelset i disse boliger er en smule større end de andre.
Ventetid 3-9 måneder
Pris fra 5.148 kroner for et værelse med eget bad/toilet og køkken
Placering på Amager
Ifølge Kollegiernes Kontor i København kan ventelisterne svinge under studiestart.
»Det kommer an på, hvor mange fraflytninger de enkelte kollegier har. I perioder står alt nærmest stille,« fortæller Malou Björnslätt, der er administrator hos Kollegiernes Kontor i København.
Chancen for at få en bolig øges, jo flere steder man søger, understreger hun dernæst:
»Alt, hvad man har råd til, skal man skrive sig op til.«
Lige nu er der ledige boliger i Albertslund. Blandt flere er Danmarks Internationale Kollegium og Albertslund Ungdomsboliger.